BarbervæsenetDanmark

292

nødne Forbindingssager og endnu færre var faktisk i Stand til for

svarligt at foretage en Forbinding eller anlægge en Bandage, Situa

tioner allerede, der kunde være højst pinlig for Barberen og alt

andet end tjenlig for Patienten. Men der kom hertil andre og prak

tiske Ulemper.

Meget ofte var nemlig Behandlingen af en tilskadekommen ikke

blot en brødløs Forretning forøget med den Udgift, som Tillæget af

Forbindsager afgav; men hele Postyret som selve Indbringelsen og

Nærværelsen af Patienten, med den deraf følgende Indrykning af et

interesseret Følge fra Gaden, voldte i Barberstuen, der maaske forud

var optagen af Kunder, som skulde klippes og barberes, Nødvendig

heden af, at Barberen forlod disse, for at tage sig af den tilskade

komne, hvorved der ogsaa kunde regnes Tab og endelig Udsigten til,

at faa sit Lokale og Inventar tilsmudset af Blod og Snavs, alt til

sammen gjorde, at en saadan Forbindingsaffære af langt de fleste

Barberer, var alt andet end velset.

Kommer saa dertil, at det var Strafansvar underkastet for Bar

beren 1) at afvise en tilskadekommen selv under den Form, at han

ikke formaaede at hjælpe denne; 2) hvis den syge ikke var forbun

det godt og 3) hvis han ikke vilde eller formente ikke at kunne

efterkomme en Opfordring om at gaa ud af Huset og tilse en til

skadekommen paa en anden Plads, og der foreligger Kendelse for

alle disse tre Arter af Tilfælde, saa vil Barberernes Uvilje imod den

dem paahvilende Forpligtelse endnu bedre kunne forstaas.

Gentagne Gange havde Bestyrelsen derfor i 1883 under Over

vejelse at ansøge Justitsministeriet og Kigsdagen om enten helt at

fritage Barbererne for Forpligtelsen til al modtage tilskadekomne

paa deres Stuer eller ogsaa at lovbefale og skærpe Svendeeksamen.

Følgen maatte saa blive, at Barbernæringen ikke længer kunde være

fri. I begge Tilfælde tog dog Bestyrelsen Forslaget tilbage.

I Jan. 1885 foreslog

L. Wiegandt

»at ophæve den nu bestaaende

Eksamen og at indføre en, der er mere passende og gavnlig til vore

nuværende Tidsforhold«, hvortil

N. Nielsen

føjede den Ændring, at

lade den nuværende Eksamen bestaa, men forøge den med en prak

tisk Prøve i Haarklipning, Barbering og Knivaftrækning, hvilket ved

toges. Denne sammensatte Prøve bestod saa indtil Efteraaret 1891,

da den »teoretiske« Del af den bortfaldt.

Imidlertid gjorde Bestyrelsen Alvor af Sagen og indsendte paa

Foreningens Vegne i 1888 et af

H. Voigt

forfattet Andragende til