323 / 372
296
og at de aller fleste savne Kendskab dertil og ikke have nogen Lej
lighed til at lære det«.
Udvalget forelagde derpaa Betænkningen for Lægeforeningens
juridiske Konsulent, Overretssagfører
Axel Bang,
der i Slutningen af
sin Betænkning henstiller, at Foreningen for Tiden indskrænker sig
til at foreslaa Ophævelse af den i § 4 paalagte Pligt for Barberer
her i Kjøbenhavn til at yde Hjælp til tilskadekomne og syge, men
med den Tilføjelse, at det paalægges Barberen overfor saadanne, naar
de indbragtes, at være behjælpelig med at skaffe en Læge tilkaldt
eller Patienten henbragt til et Hospital. »For det Tilfælde«, tilføjer
han, »at Lægeforeningen vil følge Udvalgets Indstilling angaaende et
Forslag om Ophævelse af § 4 i dens Helhed, bør man nøjes med at
foreslaa Paragrafen ophævet uden at sætte noget i Stedet.« Hertil
sluttede Udvalget sig endeligt i »Tillæg til Betænkning ang. Barberers
Ret til Nødhjælp.«
Lægeforeningen gjorde Betænkningen til sin og efter at Kjøben
havns Politi, Stadslægen og Sundhedskollegiet var bleven gjort be
kendt med den, udtalte disse Myndigheder sig ogsaa for Betimelig
heden af at ophæve den omtalte Bestemmelse. Ligeledes fandt nu
Kjøbenhavns Magistrat ikke længer tilstrækkelig Grund til at fastholde
sine tidligere Betænkeligheder mod Bestemmelsens Ophævelse.
Den 3. April 1900 udkom Lov om Ophævelse af § 4 i Lov af
30. Jan. 1861 angaaende Barbernæringen.
Et halvt Aar forinden, 4. Sept. 1899, havde Magistraten afæsket
Bestyrelsen for Barberforeningen en Erklæring angaaende Forpligtelsen
for Barbererne til at antage sig Personer, der paa Gaden er kommen
til Skade.
Erklæringen lød saaledes:
»Idet man henviser til den af Formanden for Kjøbenhavns Bar
ber- og Frisørforening Hr. L. Wiegandts afgivne Erklæring og til den
af Generalforsamlingen paa Mødet i Aalborg vedtagne Resolution,
skal man i Betragtning af den noget forskellige Motivering i disse
udtale:
Bestyrelsen for Københavns Barber- og Frisørforening nærer den
Anskuelse, at Hovedparten af Københavns Barberer helst ønske sig
fritagne for Forpligtelsen til at modtage og behandle Syge- og Til
skadekomne; men man vil ikke benægte, at den Forpligtelse jo sam
tidig er en Ret, som giver enkelte her og adskillige i Provinserne
en ikke uvæsenlig Biindtægt.