60 / 372
53
dorff135). I et senere Brev til Chr. Walkendorf beder Kongen ham
om at give Christ. v. Stettin Vederlag for to Rejser, som han paa
egen Bekostning for Kongen har gjort til Rusland og Norge136).
Af Rigets Regnskab fra 1607 ses, at der er givet Barbersvende,
som lader sig bruge paa K. Ms. Skibe, naar de udsejler paa nogen
lang Rejse, ongefærligen om Aaret 150 Daler137).
Bartskæreren stod ombord i Rang med de laveststaaende Under
officerer som Pibere og Trommeslagere. Højere i Rangen ser man
i de forskellige udstedte Skibsartikler nævnt Kvartermesteren, Skip
peren, Sekretæren, Kapellanen, Bøsseskytterne og Trompeterne. I de
fornævnte Skibsartikler af 1625 maa han dele Skæbne med Præsten,
Skipperen, Styrmanden og Skriveren, naar det i dem hedder, at han
og de anførte skulde lade sig nøje med samme Mad som Mand
skabet138). Om Statens Stilling til en af de veludtjente Skibskirurger
Anders Hadeler skal fremhæves, at han i 1574, som Belønning for
under Syvaarskrigen at have »ladet sig bruge paa vore Orlogsskibe
for en Bartskær», af Frederik den Anden for et Tidsrum 5 af Aar fri
toges for »Skat, Vagthold og anden borgerlig Bys Tynge og Be
svær« 139)*
Slige Fritagelsesbreve var paa hin Tid ikke ualmindelige og
blandt de Haandværkere, Bestillingsmænd og Enker, der ved dem
forskaanedes for Byens Tynge, træffer man ogsaa paa tre Bartskærere,
nemlig Mr. Mikkel, Mr. Hans Bereder og Mr. Mads paa Vand
kunsten140).
SYGEHUSLÆGER.
De daværende Bartskæreres Samtidige dømte ikke mildt hverken
om deres Personer eller deres Lægegerning. Henrik Smit141) kaldte
dem »grove og uforstandige«, »raa og uvidende«, og Ole Worm142)
taler om Barbitonsorernes »Uvidenhed og Rettesteder«, »Bedragerier
og Torturer« m. m. Efterverdenen fandt ikke heller mange und
skyldende Ord for dem. Med ikke saa ganske lidt af den Foragt,
som Datiden nærede for det kirurgiske Væsen, ser Efterverdenen paa
den Tids Bartskærer og vel næppe uden Grund. Dog med hvilken
Ret er Foragten her paa sin Plads? Ikke i Kraft af at der fandtes
andre end Bartskærerne til at hæve Kirurgiens Anseelse, ej heller fordi
det var at vente disse formaaede dette. De medicinske Læger, hvem man
dog skulde synes, det laa nærmest, de fandt det fremdeles under
deres Værdighed at give sig af med Kirurgien. Men nu Staten, der