61 / 372
54
paa sin Side stillede store Krav til Bartskærerne uden til Gengæld
at give disse Lejlighed til, at modtage boglig Dannelse og kirur
gisk Kundskab? Ja den tog imod dem, som de var, og selv om
der kan indvendes, at den gjorde det, fordi der ikke kunde vrages,
saa er det dog afgjort, at den ydede Standen sin Anerkendelse og i
stedse større Omfang gjorde Brug af Bartskærerne, uden at der egent
ligt foreligger noget om, at Staten skulde have været misfornøjet med
deres Gerning. Og da turde det være, Staten var den retfærdigste
Dommer. Helt ansvarsfri syntes dog Bartskærens Stilling ikke at
have været, ligesom han ogsaa kunde komme til at staa til Regn-
skab, hvor hans Fremgangsmaade i Behandlingen af et Sygetilfælde
ikke havde været korrekt. Fru Margrethe Rosenkrands holdt saa-
ledes i 1596 en Bartskær fængslet, fordi hendes Mand var død af
den Sygdom, for hvilken Bartskæreren havde behandlet ham. Paa
Christian den Fjerdes Befaling maatte hun dog løslade ham næste
Aar143).
Den 29. Juni 1647 fik de tre Universitetsprofessorer Doktorerne
Th. Fincke, Oluf Worm og Simon Paulli og samtlige Kjøbenhavns
Bartskærere Brev om at underkaste Bartskær Nikodemus Gautkandi
en Eksamination over en af ham anvendt Kur, der forløb uheldig.
Brevet indeholdt desuden Opfordring til at indsende Betænkning der
over til Kongen, for hvis at Gautkandis Uerfarenhed godtgøres, der
da kan forordnes, hvad Ret og billigt er144). Ligeledes blev det i
1662 paalagt det medicinske Fakultet at dømme en Bartskær rime
ligvis ogsaa for en uheldig Kur145).
Straks i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede, 1603 og 1605,
fik Helsingør-Bartskærerne, som før omtalt, tildelt deres Lavsskraa.
Det paalaa dem alene at føre Tilsyn med de Medicinalvarer, som de
omrejsende Handlende udbøde til Salg. Oldermanden og Embeds
brødrene skulde bese og probere Varerne, og dersom de viste sig
gode, beroede det i næste Instans paa Byens Magistrat og Fogden,
om de i det Hele taget maatte forhandles. De Handlende skulde
søge om Tilladelse hertil. Viste det sig derimod, at der fandtes »Falsk
hed« hos Varerne, var al Forhandling af dem forbudt. Ligeledes
maatte ingen Stensnider eller Landfarer understaa sig at antage og
med indvortes eller udvortes Medicin kurere nogen Patient uden, at
de havde fremstillet sig for Magistraten, Fogden og »Mesterne udi
Lægekunst«, og disse Myndigheder havde kendt dem duelige og be
kvemme til den Forretning.' Vi ser her Bartskærerne tillagt en Av-