181 / 253
177
Oversekretæren i Danske Kancelli. Han blev boende trods Konsisto
riums Beslutning. Man lod Pedellerne true ham med retslig Til
tale, hvis han ikke godvillig flyttede, men det hjalp ikke og Kon
sistoriet lod ham da indstævne for den akademiske Ret. Stadig gjorde
han Regning paa højere Magters Beskyttelse. Han vilde ikke rykke
ud, før Stipendiet fra Mikkelsdag til Paaske var udbetalt, og forlangte
i sit Indlæg for Konsistorialretten, at Sagen, om det kom til Proces,
skulde bringes for et andet Forum. Da dette mishagede Konsistoriets
Herrer, søgte han Støtte hos Kancelliet; han ønskede i hvert Fald at
kunne vælge imellem at beholde sit Stipendium eller blive ved det
danske Teater eller ogsaa at maatte faa sin Sag for Lands Lov og Ret.
Konseillet afviste ham imidlertid (16. Juni 1723) — det vilde overhove
det ikke have med den Ting at gøre. Forinden maa der være truffet
et Forlig, maaske ved Storkanslerens Mellemkomst, thi 11. Juni med
delte Høberg Kollegiets Efor, at han den Dag var udflyttet „af Æ rbø
dighed for hans Øvrigheds Sentiment“, og Konsistoriet bevilgede ham
derfor det forfaldne Stipendium fra Mikkelsdag 1722 til Paaske 1723,
nu da han havde efterlevet dets „Vilje og Advarsel“ 1).
Den hele Sag, der tydelig nok mere drejede sig om et Princip end
om en Person, kaster et klart Lys over Universitetets Forhold til Skue
pladsen. Vel var den løbet ud i et Kompromis, thi Storkanslerens og
Oversekretærens Ønsker kunde man ikke ligefrem se bort fra, men i
Realiteten havde Professorerne sat deres Vilje igennem, og denne deres
Vilje var præget af den samme Modsætning mellem Kirke og Skue
plads, der langt ned i Tiden gjorde sig gældende.
Et interessant Bidrag yder Sagen til Holbergs Karakteristik.
Hans Anskuelser var paa dette Punkt Kollegernes stik modsatte; han
giver det til Kende i Fortalen til første Tome af Komedierne, hvor
han besvarer Spørgsmaalet, om „det er uanstændigt for smukke Mænds
Børn, der ere beskikkede i sin Tid at betjene Kirker og Skoler, at
bruges til teatralske Eksercitier“. Hans Svar er tydeligt nok, men er
holdt i en lidt spagfærdig Tone, og stærkt understreger han, at det
kommer an paa, hvorledes den høje Øvrighed stiller sig. Man har
en Fornemmelse af, at han saa lidt som muligt har villet udæske sine
Universitetskolleger. Fortalen er efter al Sandsynlighed skrevet paa
et Tidspunkt, da Misstemningen mod de agerende Studenter var en
Kendsgerning, og kort efter kom den Høbergske Sag og et Par andre
lignende til Forhandling i Konsistorium. Blandt dettes Assessorer var
ogsaa Holberg, og mærkeligt er det at se, hvorledes han i Egenskab
af Universitetsprofessor var i Stand til at skyde Komedieskriverens
s) Rep. Nr. 32 og 35.
12