180 / 253
176
skyttelse fra oven gjorde Professorernes Stilling vanskelig; i det første
halve Aar synes man at have set Tiden an og ladet Tingene gaa sin
Gang, men ud paa Foraaret 1723 greb man ind.
To af de agerende Studenter, Hald og G ram1), trak sig i Tide til
bage; mod Ulsøe og Wegner, der helt havde brudt med Universitetet
til Fordel for Skuepladsen, kunde der ikke skrides ind, og sandsynlig
vis har det samme været Tilfældet med Magnus Schou. Høberg der
imod blev Syndebuk. Han havde gjort Dimisprædiken, laa nu paa
Valkendorffs Kollegium og havde disputeret offentlig. Rektor (det var
den lærde Teolog Hans Bartholin) foreholdt ham, at „det i ingen
Maade kunde forsvares eller tillades hannem at være en Komediant
og dagligen at lade sig se paa et Theatro, saafremt han ellers agtede
at nyde Stipendio Walchendorphiano, hvilket ad pios usus var hen
lagt“. Men Høberg havde alt sikret sig Rostgaards Bistand. I et Brev
til Kollegiets Efor havde Oversekretæren paa kraftigste Maade interce-
deret for ham og ladet forstaa, at det vilde være Universitetets Patron
til Mishag, om man i dette Tilfælde vilde gaa frem „efter Rigueur“.
Professorerne var dog ikke til Sinds saaledes at lade sig trænge i
en Krog. Sagen bragtes frem i Konsistoriums Møde den 13. Marts
1723 og paa Rektors Forslag, om der ikke burde kræves en nær
mere Forklaring af dette Intercessionsbrev, bestemte Konsistorialerne,
at der skulde leveres Storkansleren Kopi af Valkendorffs Fundats og
tillige en Memorial „med underdanig Forespørgsel, hvorledes med
titbemeldte Høberg skal omgaas til denne nu forestundende Distri
buts“, d. v. s. til den Uddeling af Stipendiet, der skulde finde Sted
ved Paasketid. Storkansleren har næppe villet træffe endelig Bestem
melse efter denne lidt paagaaende Henstilling og derved paatage sig
det hele Ansvar, men maa have udtalt sig til Fordel for Høberg, thi
i næste Møde (3. April) viste Rektor Tilbøjelighed til at ordne Sagen i
Mindelighed. Han henstillede, om ikke Høberg enten maatte beholde
sin Plads i Kollegiet eller ogsaa nyde fuld Distributs, da han endnu
ikke var bortvist. Men Konsistoriets Medlemmer var ikke saa velvillig
stemte; det besluttedes, at han hverken skulde nyde Distributs eller
have Lov til at blive i Kollegiet, dog indrømmede man ham 4 Rdr.
for den Disputats, han nylig havde ladet udgaa. Næste Gang Kon
sistorium var samlet (10. April), blev den senere som Jurist bekendte
Andreas Lowson valgt til Alumnus i hans Sted.
Høberg vilde dog ikke give Køb og benyttede sig til det yderste
af den Interesse for Skuepladsen, der udvistes af Storkansleren og
*) Gram findes endnu i 2. Edition af Komediernes l.T o m e (1724) som
Frans i Jean de France; det er dog næppe andet end en Skødesløshed, thi
Lindorph og Rammel opføres i denne Udgave for hans andre Roller.