71 / 253
67
efter et af Rostgaards Haandskrifter en Forestilling i 17191). Ved denne
Lejlighed spilledes med Marionetter „Titus Andronicus“ — et Emne,
der er behandlet i en af de gamle paa Tysk omplantede engelske
Komedier, som i hvert Fald er beslægtet med Shakespeares D rama2) —,
medens Rotrous Tragedie „Wenzeslaus, König von Pohlen“ ageredes
af Komedianter „mit königlicher Erlaubnis“ 3). Denne Oplysning,
ikke mindre end den paafaldende Forening af Marionetkomedie
og levende Aktører, er afgørende Tegn paa, at det her drejer sig
om en af Capions og von Qvotens Forestillinger paa Gæthuset: von
Qvoten havde en ved kgl. Resolution hjemlet Ret til at lade tyske
Trupper spille, medens Capions Omraade foreløbig var indskrænket til
Marionetterne4). En anden af deres Forestillinger maa have været
den, der blev givet til Ære for Kronprins Kristian (VI) paa hans Fød
selsdag den 30. Novbr. 1719 og som indlededes med en musikalsk
Prolog i den gamle mytologiske Operastil5).
Rostgaard selv med flere Adelsmænd overværede den af Riegels
refererede Forestilling. Ad anden Vej har vi ogsaa Underretning om,
at notable Folk søgte derhen. Rud. Gersdorff noterer i sin Dagbog, at
han — med et saare fornemt Selskab — den 26. Septbr. 1719 kørte
til den tyske Komedie, som varede til Kl. 9. Dog udgjorde Borger
skabet Hovedparten af Publikum. Da Stadsmusikanten Bechstedt i
April 1720 besværede sig til Kancelliet over, at Fodgardens Hoboister
leverede Musik til Capions Komedier, hed det udtrykkelig i hans Klage
skrift, at „de fleste ere af Borgerstanden, som samme frekventerer“ 6).
Ved Slutningen af 1719, da det stundede mod den gode Spilletid
mellem Helligtrekonger og Fasten, maa der have vist sig opduk
kende og nærgaaende Konkurrenter, thi Capion og von Qvoten gik
i Endrægtighed til Kongen om det saa længe og saa ivrigt attraaede
*) Kan efter den hos Riegels opgivne Ugedag (Fredag d. 17.) være
Febr., Marts og Novbr. ; Maaneden er ikke nævnt.
3) Se f. Eks. Tittmann, Die Schauspiele der engl. Komödianten in Deutsch
land, Indledn. S. X.
f) Riegels, Fred. IV, 2, 427, jvfr. Overskou 139 f. Hvilket af Rost
gaards Haandskrifter, Riegels sigter til, eller om det overhovedet er et af
de endnu bevarede, vides ikke; Paludan har heller ikke kunnet finde det
(Hist. Tidsskr. 6. R. II, 59). Riegels har benyttet sin Kilde saa frit (og til
lige saa daarligt), at det er umuligt at se, hvad det er, der har foreligget
ham — maaske et kort Notat af Rostgaard i Forbindelse med Indholdet
af en Plakat eller Tekstekstrakt.
4) At Marionetspilleren i Anmeldelsen hos Riegels siges at være en for
træffelig Maître, der er ankommen hertil, strider ikke mod denne Antagelse;
Capion var ikke Dukkespiller selv, han var Entreprenør og engagerede
andre.
5) For Ide og Virkelighed 1873 I, 525.
6) DK.
Supplikprot. 1720
I,
Nr. 522.
5*