80 / 253
76
sion paa 200 Rdr. af Postkassen for hans lange Tjeneste1). Han kunde
ikke bekvemme sig til at forlade sit andet Fædreland, hvortil han var
knyttet med stærke Baand, med en danskfødt Hustru og formaaende
Velyndere.
EN DANSK KOMEDIE PLANLÆGGES
Alt staar nu rede til Oprettelsen af en dansk Komedie. Ikke saa-
ledes at forstaa, at det er et Maal, der længe er arbejdet imod og
endelig er naaet. Det er tvertimod lutter Tilfældigheder, der kæder
sig sammen og lader Planerne spire frem, først og fremmest som
en farbar Vej ud af et økonomisk Uføre, hvori et Par Mennesker ved
Forholdenes Ugunst er stedt. Man spejder forgæves efter Begejstrin
gen, der kunde bære Sagen frem.
Man maa fastholde, hvorledes Sagerne stod for Montaigu i For
sommeren 1722. Han var sammen med de øvrige franske Komedian
ter forskudt fra Hoffet. Denne gamle Aktør, „der i Grund havde ud
studeret Teatret“, som Holberg siger om ham 2), var afsat fra sit Metier,
som han havde dyrket i 36 Aar. Han gik nu i sit 61: Leveaar. Den
livlige, let saarbare Franskmand maatte føle sig tilsidesat, og, hvad
værre var, hans hele økonomiske Stilling havde faaet et Grund
skud, som der maatte bødes paa; Aaret forinden havde han endda
mistet sit mangeaarige Hverv som Sprogmester ved Landkadetkom-
pagniet8). Hans Fæller var draget bort, men midt i Byen stod et
Komediehus, der indeholdt Muligheder, naar man blot vidste at gribe
Tingen rigtig an. Og skulde denne gamle udstuderede og anselige
Aktør ikke kunne slutte fra Forholdene i sit Hjemland, at Molière og
Regnard var i Stand til at faa Tag i Publikum, naar blot Replikken
blev forstaaet? Bedre end nogen anden maatte han begribe, at Folk
vilde strømme til, naar der fra Scenen blev talt i Landets Sprog —
om ikke for andet, saa fordi det var noget nyt.
Ideen til en dansk Komedie maa være opstaaet hos denne frem
mede, kun halvt naturaliserede Komediant, der vel nok forstod, men
aldrig paa Papiret betjente sig af det danske Sprog. Kun tilsyne
ladende er denne Slutning paradoksal og den støttes af Kendsgernin
ger. Uden al Tvivl taler han sin egen Sag, naar han i Memorial til
Kongen af 1. Juli 1722 beder om Tilladelse til at „indrette en Ko*) Rep. Nr.
16
; Generalpostdir. kgl. Resol.
1722
, Nr.
12
, og Sjæll. Miss.
1722
, Nr.
132
.
2) Epistel
447
.
3) Danske Saml, III,
46
, og Pers. Tidsskr. 6. R. III,
76
f.