198 / 433
190
J{imbreve
til
Fætter Kr i s t i an i Nykjøbing.
y\VU-
.
, , J ^ V *'
-
Hører Kristian Du, hvordan
Tordnen hist bag Fjeldet ru ller!
I det frie norske Land
Blusser S v e r d r u p s røde Brand,
B j ø r n s o n slaar Gongong med Bulder,
Lyser Svenskerne i Ban.
—
Vt —
v i trækker paa vor Skulder.
Al den Larm og al den Tummel
Tordnen
,
Lynen, Galen, Rummel
Fra os selv vi mindes kan.
Det var den Gang som Gigant
Chre s t e n B e r g sin Krone vandt
,
Den Gang var vorHimmel skummel,
Skyer trued’ paa hver Kant,
I. A. H a n s e n Nettet bandt,
Hvori Magten skulde fanges,
*—
Ak de skjonne Drømme svandtl
Drammen om desmaas
—
men manges
—
Herrefærd blev Løgn og Tant,
Nettet brast—oh Sorg og Kummer!
Ingen Hummer
Man i Gamets Masker fandt,
Men en K r a b b e
—
det er sandt.
Det var den Gang! Husk blot paa,
Hvordan Luften hed og lummer
Syntes Varsle
Om, at Bjerget skulde borsle;
Blege Miner da vi saa,
Runtom hørte vi de banges
Lammcbrægen i hver Vraa:
«Hvordan skal med os det gaa,
Naar de store Bukke stanges
?»
—
Bukkene er bievne Faar;
Mere kan der ej forlanges.
I en to
—
tre
—
fire Aar
Hornene, ja Hud og llaar,
Løb de a f sig, Tordenvejret
Skiltes ad og blev til Blæst,
E l Par Skrald i Øst og Vest,
—
Knap a f Lynild saa vi Skæret.
Derpaa a f den høje Hest
Steg man ned, stak atter Sværdet
Dybt i Læ ret
Og tog frem den gamle Læst
.
Sig mig, Kristian, hvad er bedst ?
Don Quixote-Færd med store
Ord broder’t paa Silkefaner,
Disse Mikroskop-Titaner,
Disse kampoptændte Haner,
Rød i Kam, med hvæsset Spore,
Disse skvaldrende Kumpaner,
Som i Læ a f Norges Graner
Med Trompetstød Folket more,
Eller vore
Træge, sejge, flade, brede,
Gamle
,
svedne Venstremand,
Som har tabt i Stridens Hede
Evnen til at gjore vrede,
—
Ikke Evnen til at kjede
,
Deraf har de nok igjen
; —
Men som saa til Giengjæld ej
Nægter sig den Fryd at nægte
Embedsmanden, der maa fægte
Frem sig paa sin trange Vej,
Dyrtids-Tillæg!
—
Sligt er ægte
Menigmandig
,
bondesejg
Politik.
—
Men den er dansk,
Ikke importeret fransk,
Belgisk
,
hollandsk eller spansk;
Ikke mer titan-gigantisk
Transatlantisk
Og romantisk
.
Nej, de Tider er forbi!
Realistisk tværtimod,
Realistisk i sin Rod,
Realistisk i sin Kjærne!
Vi
gjør Bod
Glad og gjerne
For vor Zahle- Drachmanni.
Feberen i vort tunge B lod,
Paroxysmeme
,
hvori
Folkets Hjerne
Tumled om i Grundlovsværne-
- Vrøvl og -Skaaler, os forlod.
Nøgtern, støvet, sandet gaar
Vejen nu
—
men paa det jævne.
Ingen Stræben over Evne!
Ingen Fare for at revne!
E t Par lomm er frem hvert Aar
Tinget naar.
E t Par Love, knap at nævne
,
Folket faar.
Immer langsam
frem v i stævne.
Imme r l angsaml
er vort Mærke.
Synes Du, at B j ø r n s o n s stærke
Storthingslur har bedre Klang
End Hr. S c h e l d e s glade Lærke-
Sang iDanmarksSnapsTingsVang?
Kjære Kristian paa Din Mine
Synes Dommen jeg at se:
Det en Smagssag er maaske
;
Men vor Smag er ej den fine,
—
Heller T h o m a s N i e l s e n s Ble
End Hr. B j ø r n s o n s Krinoline!