346
Fynsrejsen.
%
_ jé d du
det Land, hvor Humleranken gror.
Boghveden trives og S t.
G
r u n d t v ig s
Ord?
Hvor
T
a ng e
bag
paa
Diligencen staar,
Og hvor med Glans man Assens-Plader slaar?
Véd du det Land? Didhen! didhen!
A t
fiske
nogle
a f HIN L
e d r e s
Mænd.
Véd du det Land, hvor
H
øgsbro
har sin Hær,
Og
T
ang
faar vandet sine
H j ær
te T ræ r ?
Hvor
B
e r n t s e n
væver paa
sit
dumme Tøj,
Og
K l æ d e -
Væ r k e r nemt gaa op i Røg?
Véd du det Land? Didhen! didhen!
Et
Ord at
snakke med —
N
ie l s
A
n d e r s e n
.
Véd du det Land, hvor gamle
B
a l th a za r
Og Marsvin et beskedent Tilhold har?
H vor salig B
ugge
brat sin Bane fik
O g mangen Buk m it Grundlovsvæm begik?
Véd du det Land? Didhen1 didhen
Jeg gaar og kommer «furchteriich» igjeni
IL .
Unsom var jeg, dog ej ene,
H
ørup
sted se var hos m ig,
Naar vi paa den tomme Scene
Ærgred’ os forskrækkelig.
Blidt du tindrer, Taburette!
Aldrig, aldrig naar jeg dig;
Derfor takker jeg med Rette
H
olsteins
List og
H
øgsbos
Svig.
m.
Sorgfuld vender jeg tilbage
Til mit stakkels Morgengnav ;
Mine Taarers tavse Klage
Strømmer ud i Høruphav.
Brat jeg vilde gjøre Ende
Paa det «moderate» Fyn ,
Men med Sorg jeg maa bekjende,
At jeg gik forkert i Byen.
Overalt, hvor jeg mig viste,
Tog min Ankomst man med Ro;
Som i
Z
a h l e s
Hjemekiste
Var der tomt i hver en Kro.
Hvert et Haab gik snart til Grunde,
Enden blev Forskrækkelse;
Paa en «opvakt» 0 hvor kunde
Ventes slig Opvækkelse?
Skjønt som en taalmodig
CHRESTEN
Jeg har slidt min Rejsedragt,
Vil ej mere Rejselisten
Rejse den «bevidste» Magt.
Slaaet som den store Kejsers
Hær forlod jeg Humlens Land.
—- Mine Rejser blev en
R
ejsers
Fyrchterlige Ildebrand.
Thi med brændte Vinger fandtes
Jeg en Dag paa Sjællands Jord;
Havde jeg ej lille
B
r a n d e s
,
Var min Trøst just ikke stor.
IV .
M en Hævnens Banner plantes
Skal snart af mit Parti paa Fyn!
Frem vi drage med Torden og Lyn,
Det bli'er et rædsomt Syn,
Naar vi med Baal og Brandes
I Svinefylking fremad gaa;
Trynen dannes af bitte smaa,
Sorte fra Top til Taa.
Skjælver! Alle Ægyptens Plager
Fr aLange l and til eder drager!
Berg eder! Berg eder! Berg eder,
agtidender.
Den nyere Tids Løsen er, sombekjendt,
øveralt Specialstudiet. De støre almene
Interesser have kun Tillokkelse for de
løs® og ledige Personer, der øre i
Stand til uden bagefter følgende Ång8r
”7/ i
og Ruelse at ofre et Par Timer om
Dagen til Avislæsning, uden til Gjengjæld heraf at
høste Erfaringer, der kunne være dem umiddelbart
til Nytte i det praktiske Liv. Men Fagmanden skyr
den Slags Læsning, som kun bortleder Tanken fra
det Speciale, der for ham er det «Ene fornødne».
For at afhjælpe denne Trang, og rent ud sagt— hvorfor
skulde vi være affekterte ? — fpr at føje endnu @t Par
Tusinde Abonnenter til de 5—6, der i de sidste Aar
mod Erlæggelsen af en yderst lille Tribut ere hievne
lyksaliggjorte med et Nummer af
Punch
hver eneste
Torsdag, hvilket vil sige med 52 Hummere aarlig og
i Aar oven i Kjøbet med
5 3
, har Redaktionen i Lighed
med, hvad der finder Sted i andre store Presseorgaaer,