350 / 433
342
Hvad Skæbnen har beskæ re t .
IPor Venstre gaar des Tære uden Standsen
Det ned ad Bakke med dets gode Sag.
Det øjeblik, da salig
I. A.
Hansen
Gik bort fra Jordens «Skygge og Bedrag«
Og fra «Bedrøvelsen» i Assurancen,
For Venstre blev en Tycho Brahes Dag,
Som skaffed’ Venstre mange bitre Prøvelser:
Bedrøvelsen har voldet fier Bedrøvelsen
Bedrøveligt det er at tænke paa,
Hvorlunde Venstre, som i Fryd og Gammen
Og i den gode Tid holdt trolig sammen,
I Modgang kunde reut i Stykker gaa;
Og det er ikke muligt at forstaa,
At Folk, som før den Tid sa’e Ja og Amen
Til Bergs Dekreter, brat forandred’ Væsen
Og blev hans «Majestæt» en Brand i Næsen,
Men faktisk er det, at med Ild og Sværd
De fordums Venner mod hinanden rykker
Og uden Medynk skærer rent i Stykker
Hvert Baand, som sammenholdt den stolte Hær.
Herop og Holstein, Berg og Søren Kjær
Paa fule Anslag mod hinanden brygger;
Hørup og Høgsbro selv, lig Kain og Abel,
Har Venstres Broderskab gjort til en Fabel.
For nu at bøde paa, hvad der er splittet,
Og atter hæve Venstres Existens
Har Berg, som ikke er af Fordom smittet,
Og som paa Løjer ej endnu er læns,
I vort Jerusalem omsider hittet
En saakaldt «radikal In tellingens»,
Der gi’er Partiet den fornødne Stivelse
Og skal bevirke Modets Gjenoplivele.
Men knap er Alliancen slaaet fast
Imellem de smaa Sorte og de Røde,
Saa Edvard Brandes kan somFløjmand møde,
Naar Berg med Es trup giver sig i Kast,
Da høres Lyden af et Baand, som brast,
Et Venskabsbaand! — føj for den slemmeJøde 1—
Forført til Strid af Venstres onde Genius
Slaar Georg Brandes til sinVenBorchsenius.
Det synes skrevet udi Skæbnens Bogs
At Enigheden lades maa i Stikken,
Naar man skal bære Bogødrotteus Åag;
Thi ved hans Hof sin Helsot altid fik ’en.
Brand-Politikken han i Stykker slog,
Og nu han dyrker Brande s-Politikken;
Blot ikke ogsaa denne Entreprise,
Paa Kierkegaardske Stadier skal forlise>
Kaffen.
C ?
Fru Sørensen.
Tak en lille Sjat Fløde endnu
søde Fru Schrøder, det milduer saa rart paa Kaffen
og jeg maa skam menagere mit Nervesystem, saadan
et Sjok, som det fik igaar otie Dages for nu skal Be
bare høre, hvordan det gik til, nemlig at jeg og Petrine
og Frits Grønbæk var gaaet ud paa Langeliniø, soai
man jo da nok kan være bekjendt paa denne Aarstid,
og saa skulde vi jo ind at se paa Kammeraobskyraet,
og det véd De nok er saadan et lilleHus eller Pavillon,
hvor man giver fem og tyve Øre for at komme ind
med en Prisme i Toppen, som bliver drejet rundt og
ved Hjælp af Reflexionea og en Mand, der forklarer,
ser man det alt sammen i et Hurtigmaleri, der er
næsten ligesaa godt som det kunde være en virkelig
Maler der kunde have gjort det ogman ser Langeimie,
hvor Folk mylrer omkring mellem hinanden ligesom i
en gammel Ost, og der var det jo det skete, nemlig
med Petrine, at mens vi staar og ser, kommer paa
en Gang Løjtnant Svane, som hun jo altid har havt
m
Fæbel for gaaende ganskeugenertmedÅlbertineMikkelsen
under Armen, som nyforlovede ned ad Billedet og (let
var jo mer end Petrine kunde bære, saa han gav et
Smertens Skrig og laa som et Jammerens Billedø i
mine Arme og jeg var glad ved det var i det obskyre
Kammer, hvor Ingen kunde se os, og hun kom til sig
selv igjen, og jeg ræsonnerede for hende, eg De véd
jo søde Fru Schrøder, at det endda er godt, det var
medÅlbertine Mikkelsen, fordi hun har den skjæve Næse,
saa der kan da Ingen tro, det er fordi Svane liar
fundet hende skjønnere end Petrine, men hun er jo et
bedre Parti og det trøstede jeg saa Petrine med og
Sørensen niaatte rykke ud med Kasinobilletter til os
alle sammen til Pondarsi, som gik den Aften og Gud
hvor er det Stykke yndigt, og det kan De tro søde
Frn Schrøder, at jeg følte mig ganske som Frøken
Lærke og jeg vilde ogsaa ligesomhun tage gyselig paa
Vej, hvis jeg fik at vide, Frits Grønbæk havde baaren
sig ad saadan som bun tror hendes Søn Lakris, der
er Abrahams, har, og jeg vilde ogsaa være meget
lettet ved at faa at vide, at det bare var Sørensen, især
naar han havde været død og begraven nogen Tid, saa
det ikke kunde nytte at være sjalu bagefter, saa det
er jo moralsk alligevel, skjøndt af og til var det saadan
en Smule De véd nok søde Fru Schrøder, men det
var da ikke værre end Dukkehjemmet alligevel, og saa