S_Punch_1880

338

Domkirkens Indvielse.

/ j j p j p

E n Gang i den længst forsvundne Tid,

Da Tyskland var hjemsøgt af Uro og Splid,

A f Næveretsvoldgift og Røverriddere

Og Helsot og «Landefred» og saa videre,

Og da Traktater man rev itu

Saa ugenert næstendels som nu,

Kort sagt, da Plader fandt svær Benyttelse

Saavel ved Kulturkamp som Toldbeskyttelse,

Da blev i Køln med behørig Pragt

Grundstenen til en Domkirke lagt;

Munkene mødte med Faner og Palmer

Og afsang i Kor deres «stærke Psalmer».

Hint Kunstens og Fromhedens Mesterværk

Blev forud lovprist af Lægmand og Klerk.

Til Bygningen ofred man Guld og Røgelse;

Jo, det kan nok hændes, det var en Fornøjelse.

----------------

---

—

...............

—

.....-....... .........

Sex Hundrede Aar har Evropa nu set

Fra den Tid, og megen Forandring er sket;

Men i den «

sittlich-germanische

» Stamme

Er Aanden næstendels ganske den samme,

Thi Næveret, Annektioner og Splid

Man har som i Landefredens Tid;

Fromt man besøger Kirken og Messen

Og ofrer sit Guld til S

. KRUPP i Es sen .

Se saadan en Tid har man ventet paa,

For Kirken omsider fuldendt at faa.

Mod Himmelen skulde dens Taame knejse,

Indvied’ af selve «der

edle Greise»,

Der fik en Art «Landefred» bragt i Stand

Ved P a r a g r a f 5 og Sønde rbor g s Brand,

Hvis Fromhed pr. Telegraf blev bemærket;

Han har nu omsider sat Kronen paa Værket.

Nu knejser den store Kirke ved Rhin

Ej mer som en halv fuldendt Ruin;

Nej, nu har den fundet sin rette Indvielse

Som Slutsten paa hele Tysklands «Befrielse»,

Og det af vor Samtids kanoniske Rets

Geniale Fortolker fra S t r a s zbu r g og Metz.

— Hvor BiSMARK bygged’ Kapeller i Striden,

Der bygger

ider Greise

» en Kirke ved Siden.

Hvad der laa om Smørret.

Ligesom Solen en Hestdag i

det ene Øjeblik sender en

mat,

næsten hendøende

Straale ned over Samtiden,

Bgij

for atter i næste Moment

at hylle sit skinnende Åasyn

* de morkegraa Skyers

svævende Draperier, ikke

ulig enung Enke. der træder

ind i Sørgemagasinet paa

østergade, saaledes var Mogensens Ansigt i Dag.

Med

Dassavisen

i den ene Haand og Ostekniven i

den anden vandrede hans Intellingens frem og tilbage

mellem den evropæiske Radikalismes højtmælende

Kamphyl paa den ene og den spidsborgerlige Realis

mes smaaknurrende Madstræv paa den anden Sido.

Ved

Punch’s

Intrædelse i Butiken blev Spliden i hans

Høkersjæl akut. Den dassavisholdende Qaand knyt

tede sig i afmægtigt Raseri, medens den ost-og smør-

uddelende Lab strakte sine fem tykke glinsende vel

villige Fingre gjæstfrit ud i den af Sild i forskjellige

Former stærkt parfumerede Kjælderluft. En lys Tanke

skinnede i dette øjeblik frem bag Taagerne iMogen-

s ens tvivlraadige Hjernekiste. — Lad ikke Din højre

Haand vide, hvad din venstre gjør! Medeus den

dassaviselige Side af Mogensen hvilede i Vre

dens Tordenskyer, medens det venstre Øje slyn

gede Lynglimt, der kunde have gjort Udsenderen af

dem værdig til at doublere Simonsen i

„Josef og

hans B rø d r e “,

fimrede hele den højreHalvpart af ham

i Huldsalighedens fosforescerendeSankt-Hans-Ormeglans.

Det var Dualismen personificeret. Det Sorte og Hvide

stod saa skarpt og smukt afgrænset i hans Fysio

gnomi, at han vilde have gjort stormende Lykke som

preussisk Flagdekoration ved Indvielsen af Domkirken

i Köln. Heldigt for

Punch,

at det var hans højre

Haand, der afvejede Smørret. Den venstre havde givet

Svinefedt! Heldigt for

Punch

, at det ikke var med

venstre Haand, han svøbte det ind! Saa havde

Punch

faaet Dassavisen til Smørpapir, og til det Brug egner

den sig ikke. Hvad laa der da omSmørrot? Følgende:

£ivet paa- JCø j-S-ft

o lc-n

i cBa-vtVmo»«.

D et m aa da rigtig nok være nogle S ø v n e - T r y n e r

og D ø d - B id e r e alle dem, som ikke har været p a a H ø j

s k o l e , f o r det véd da rigtig-nok enhver, sotn har

H j æ r t e l a g og ikke bare en K a m p e n - S te n i B rystet,

a t i H ø j-S k o le n gror K j æ r m i n d e r n e og der voxer

B o s e n - K n o p p e r n e og synger N a tte r - G a le n e , men i

d e n s o r t e S k o le tuder N a t- U g le r n e og hyler

F e n r i s - U lv e n e , og der voxer ingen Boser, men lutter

giftige S k a r n - T y d e r og F a n d e n s -M æ lk e - B ø tte r i

den latinske S a n d - Ø r k e n

fo r d i den aldrig er bleven

g j ø d e t med d e t l i l l e le v e n d e O r d s K raft-G jødning.

Og f o r at alle O p v a k te og alle dem , der har

S y n f o r den grundtvigske L iv s - B e t n i n g kan se,

hvor yn digt man har det der, v il jeg fortæ lle, hvordan

v i levede i det d e jl i g e Bavlemose den Sommer, je g va r

p a a H ø j-S k o le

Om Morgenen stod v i op a f F je r e n e Klokken

otte og gik ned i den d e jl i g e Spisestue, hvor der stod

varm M o r g e n - K a f f e og S m ø r r e - B r ø d d e r p a a

L a n g - B o r d e t. Men føren d v i satte os til de herlige

G u d s-G a v e r

d i m ie d e v i med hinanden. Og det Mt