S_Punch_1880

3 4 3

i forrige Uge var vi jo igjenmed lille Ambrosius henne

at se Ole Lukøje, som han morede sig saa dejlig

over det lille Mis og der, hvor Sangenberg kommer

som Skorstensfejer brølede han rigtig nok, men da

han kom i Kjole sagde han det var «Onkel Fritz«

og Fru Krum kaldte han «Tante Petrine i Stad

sen» og om Fru Borchsenius sagde han det var

«Bedste» og haner rigtig noket klogt Barn for sin Alder

og saa klappede han i sine smaa Hænder over Bord

dansen og Stolegangen i Marskandiserbutiken og over

Rosenbusken, der var stædig og ikke vilde gaa igjen-

nem Lemmen og over den gamle Gadelygte der blev

ganske andersensk og eventyrlig og slet ikke vilde

gaa ud af Stuen, men blev ved at staa og nikke ad

den rare Christian og den lille Ole Lukøje i den bare

Sjemise, og jeg synes det er rigtig kjønt af Direktør

Andersen, at han ogsaa giver Børnekomedie og naar

Ambrosius bliver stor skal han da ogsaa debutere

paa Kasino og ikke paa det Kongelige, hvor de skal

være ti Aar, før de faar Lov og nu maa jeg hjem

søde Fra Schrøder, fordi Frits Grønbæk har lovet

at læse Drachmann som Donjuan det vil sige i Over

sættelse og første Hefte op for mig og Petrine og

nogle andre unge Piger saa nu Farvel sode Fru

Schroder og Tak for Kaffe.

Theaterkatten spinder:

Josef og hans Brødre.

Det

var et ordenlig Mjav! Jeg saa

det fra oven, fordi

Gnisten

gik

først og den Hundegjøen angriber mit Nervesystem og fremkalder ubehagelige Erindringer.

Gnisten

er ellers et Stykke for

mig. Kun synes jeg, Poulsen

kunde spare sig den lange Forklaring af Elektrisermaskinen.

Han kunde josigefor Exerapei: «Ser De,

kjære Tante!

Gnisten, det er naar man stryger en Kat mod Haarene

osv.» Nok herom! Nu til Josef. Pragtfuld Ouverture!

Tæppet op! Josef frem! Miaver en Solo om Verdens Nederdrægtighed og Brødrenes Lumskhed! Erindringen om

Potimor fremkaldesved et fint Vink! Erhart fortrolig, medlidende, ægyptisk i høi Grad! Angaaende den Cisterne,

Frun har ligget i, foruroliges Tankerne ved Forestillingen

om, hvor voldsom dyb den maa have været. Saa kommer

de ti Stammer og synger doppelt Jøde-Kvintet, hver paa

sin Maade: Kristoffei3en forklarende med Pegefingeren,

Ferslew afgivende Erklæring paa Ære og Samvittighed,

Liebe tvivlraadig, ikke værende vis paa, om han ikke er

kommen ind paa et galt Sted, Jastrau «zahlig og glad»,

haabløs uforstaaelig, Nyrop realistisk, en rigtig gammel

Levy, kunde godt være reduceret Statsrevisor, Tilhænger

af den hemmelige Stemmeafgivning: Situationen bliver

spændt. Simeon Simonsen styrter ind. Akut Epileptiker.

Krampetrækninger i Forpoterne, Øjenroulader, gnistrende,

hvæsende, spruttende, miavende. Hvordan mon Suffløren

befandt sig? Hans Kasse rystede. Liebe mener, Simonsen

skal tage det med Ro. Ferslew forklarer, at Hengivelse i

Skæbnen, mine kjære Medkristne — om Forladelse!

Medjøder osv. Nyrop mener, det kan blive godt en Gang

endnu, og Hartman opfordrer til ikke at glemme Dampskibet. Simonsens Anfald stiller af. Josef viser sig og

lover, de skal faa Fen, naar de bare vil være stille. Det

hjalp. — Anden Akt. Dejlig Dekoration! Slette ved Mern

phis. Det døde Hav med en

Revne

paalangs som Bagtæppe. Teltlejr fra Erik den fjortende. Brun talende i

A-Moll. Højt Register. Fru Keller fremtrædende af Teltet.

Almindelig Rørelse i lyse Tonarter. Hr. Sixtusmixtus

kommer rystende. Pæn gammel Rabbiner med graa Knur-

haar. Dejligt Gebis for saa gammel en Mand! Gubben er

gammel værende Indholdet af Resten. Jeg gaar videre.

— Tredie Akt. Overdaadigt orientalsk Maaltid! Jeg

sad under Bordtæppet for at tage min Part. Usyrede Melboller. Jeg havde haabet paa et lille Stegeben. Brun

bliver kaldet ud. Der var Nogen, der sagde, det var

Chefen, som var bleven vred og vilde tage Rollen fra ham.

Gamle Jakob bliver mere og mere rystende, Simonsen

kommer ind og faar et nyt Anfald, saa Børsterne rejser

sig. Kulminationspunkt. Simonsen bliver rent meschugge.

Klasker lige ned i Gulvet. Jordskjælv. Brun kommer

tilbage og forklarer, at han er bleven højere endnu. Dor-

efter giver han sig tilkjende som første Tenor. Ferslew

afgiver Erklæring cm, at han for sit Vedkommende opgiver Konkurrencen, men haaber paa Ansættelse som Begravelsespræst ved vestre Kirkegaard. Simonsen kommer

sig. Glædesmiaven, Potetryk og Slutningstableau.

Men — der er altid et Men. Mis-en-Scenen miserabel. Hvor er for Exempel de syv magre og de syv fede

Kør henne? Jeg skimtede en Allegori i den Retning i

det ægyptiske Damekor. Men Ideen var ikke gjennemfort.

Der var for mange magre. Der var heller ingen anden Ax

end Ax. Madsen. Det Hele burde have været arrangeret

som en Høstfest i Tivoli. Og saa alle de mange Solister,

med mulige Efteraarsforkølelser! Jeg er bange, det slaar

røde Plakater med »Efteraarssol* og «Fra Siberien

til Miskow*. Prosit!

Af Stabens Arktøtr. iv.

>ere

mtberbanige C lient og Stener

*flr ani0l>,:et m*9 at

wtét S3e-

pW å

iunbe man rettelig tyurbe fare ftent

ubi økonomie-gorbalter-øagen, jtøt

jeg ttteb Ptylbig

¡Det foramer mig ba fore, at man tyar giort Økonomie-

ftorbalteren tyøtyltg Uret beb at gaa i Plette meb tyannem for

be ca.

24,000

befpnberlig naar man eftertenfer, at tyan ubi pn lange og troe

Sjeneftetib lettelig og uben at tyinbre? af nogen C ontrol Iunbe

tyabe taget minbp bet treboppeTte ¡Beløb, foruben ben Summa,

tyan alt tyat tilegnet pg. ¡Der bliber altfaa en C apital af

72,000

H r ., fom tyan Ian pge? at tyabe foræret Hommunen;

og om man enb b il tage be

24,000

H r. for at bceffe tyan?

Cassa-iDtangel meb, faa bliber ber bog

48,000

H r. tilbage,

Stenten aarlig Pal titfalbe boerbige trcengenbe Ø konom ie-ftcr-

J e s p e r Æ ib fu y ,

Dlbermanb for bet belmeriterebe