362 / 433
354
Beskyttelse.
A t denne Jord er fuld af Sorg og Plage
For Adams Børn, er noget, som man véd-,
Det er saa sjældent, man har gode Dage,
Men man maa trælle i sit Ansigts Sved,
Og Skæbnens Tugtensris enhver maa smage,
Men Bønderkarle i Særdeleshed,
Naar i «Malicens» Jernbaand man
dem
tøjre kan,
Thi den har Fanden skabt, da han var Højremand.
De Stakler megen Grusomhed maa døje,
Naar de skal «udstaa» deres Værnepligt,
Og man maa ikke tro, det kun er Digt,
At disse Foik, der altid har for Øje
Vort Fædreland at gavne og fornøje,
I Tjenesten bli’er hundsed’ gyseligt;
Ja, man har hørt saagar, at Gaardmandssønner
Bli’er af Befalingsmænd skjældt ud for «Bønder»!
En Ærekrænkelse af slig Natur
Det stakkels bløde Hjærte sønderflænger;
Han sukke maa som i et Fanget ur,
Hvis han i Tjenesten sig ikke hænger.
Ja, til Beskyttelse man højlig trænger
Mod en barbarisk Militærdressur.
Se. derfor sende vi en venlig Hilsen
Rekrutternes Beskytter,
A
n to n
N
ie l s e n
.
Han grebet Sagen har paa rette Maade:
Et Selskab lindre skal Rekruttens Nød,
Det skal beskytte, trøste ham og raade,
Og sørge pænt for Smørret til hans Grød,
0& plages han for meget, saa Gud naade
Enhver, der mindste grov Konfekt ham bød.
— Besynge
bør
vi
A
n to n
N
ie l s e n s
Planer;
Thi hvorfor sjunges altid om Spartaner?
Og kommer Krigen, — thi
den
Ting er klar,
At
BlSMARCKS
Krigslyst vil
ej
let fordampe, —
Saa skal vi se, hvad Virkning Planen har
Som god Beskyttelse i Hærens Kampe!
Pas paa! selv
M
o ltk e
hytter sig og ta’er
Lidt varsomt paa de danske Bøndertampe:
Kun gamle Koner tør han
m od
dem skikke;
— Men mer behøves saa for Resten ikke!
drømmer .
tunch
havde holdt stor
Viuterrengjøring.
Alle Som*
nierens Smaabegivenheder og
Smaavrøvl, der somSpindelvæv
havde hængt hist og her i
Krogene af hans Hjernekiste,
vare borte. Hver en Stump
Dassavispolemik og hvert et
Fnug af
Herman Bange
Rejse
poesier var fejede ud af hans
Erindring, for at Alt kunde være i Orden til at gaa
Vintersaisonens alvorlige Begivenheder i Møde. Thi
Vinteren var kommen. Ilden brændte i Kakkelovnen
saa lystig, som om den var paasat for at brænde
Engeldrup
Fabriken at De tykke Gardiner hang i
tunge svære Folder, som mindede om
Bojsens
uende
lige Taler. Stormen, der tudede udenfor, vakte Erin
dringer om
Chresten Berg
i hans kongelige Vredes
mest rasende Paroxysmer, og Vejrhanen oppe paa
Taget fløjtede en lystig
Blæsenborg-
Melodi, medens den
drejede sig for alle lire Vinde.
Punch
tændte sinLampe
og satte sig i sin Lænestol for at meditere. Da havde
han $n sælsom Drøm. Det kom ham for, at han
aabnede et Blad og læste en forunderlig Artikel.
Bladet fortalte om, hvorledes der en Gang levede en
Borgmester i Kjøbenhavn, som hed Fenger. Samme
Feuger var anset for en meget habil Mand. Han
havde i sin Tid været Minister og den Gang var han
meget stræng mod sine Embedsmænd. Saa snart der
manglede en Skilling i Kassen eller var en Fejl i
Regnskabet, kunde man være vis paa, at Fenger nok
skulde tage vedkommende Embedsmand i Kardusen.
Han var meget øm over Statskassen, samme Fenger.
Han holdt slet ikke af, at Embedsmændene fik Penge
af den. Skulde der endelig gives Penge ud til Nogen,
sørgede han for, at de saa meget som muligt blev i
Familien. Da nu Fenger ikke kunde blive ved at være
Minister til evig Tid, gik han af og fik Pension, men
den kunde den stakkels Mand jo ikke leve af, og uagtet
han havde et Par smaa Biforretninger, mente baade
han selv og hans gode Venner, at det var paa Tiden,
at der viste sig Noget for
Mr. Micawler.
Det varede
da heller itVe længe, før der viste sig et Borgmester
embede. Det var rigtig en rar Plads for Fenger, for der