Previous Page  395 / 433 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 395 / 433 Next Page
Page Background

387

Dei fclevmig strax klart, at disse Hom altsaa vare de samme,

som de i Oldtiden navnkundige Partier de

Radikale

og de

Moderate

havde i Siden paa hinanden, og at Hornene bleve

brugte tii at tude i ved Datidens hellige Forsamlinger,

de saakaldte Vælgemeder. Den Skik at smykke saadanne

Hom med Billeder af den’ hellige Historie stammer som

bekjendt fra Indien og synes at være indfert af den be­

rømte Orientalist Dr.

Ked. Brandes

, der var lige Baa

j

hjemme i indisk som i dansk Skuespilkunst; ved Hjælp af

i disse Hom kunde altsaa Partierne gjere gode Bra-Miner

i til slet Spil, naar Nødvendigheden krævede det. Begge

Hornene ere sammensatte af Ringe, som vel ere af for-

j

skjellige Slags Størrelser, men dog ligne hinanden deri,

at begge Ender ere bukkede sammen paa dem alle.

Paa det ene af Hornene (de Radikales) ser man

først

Chresten Berg

med alle sine Aal, der bave stukket

Halerne sammen og dannet en Gruppe, der sandsynligvis

skal forestille hans evropæiske Venstre, da den aldeles

tydelig præsenterer sig som Aal i Geledder. Ved Siden

ses en løkeagtig Figur, altsaa

Hørup,

der fælder den fromme

Høgsbro

med Misteltenen

Morgengnavet.

Paa den næste

Ring ses en

Taburette,

hvilken pkal forestille

Fischer,

der

er stegen af Taburette, og ovenover er et rindende Vand, i

hvilket ses en Fisk (germanogotisk: em Fischer); op af

Vandet rager en stor Sten, formodenlig den i Oldtiden

saa bekjendte Rysensten, og det ved Stenen fastgjorteNet

tyder aabenbart paa, at her maa være foregaaefc en nei

Historie. Paa den næste Ring ses

Tauber

i en Ulvs Lignelse

i Færd med at opsluge noget, som ældre Oldgranskere

havement skulde forestille Solen, men somjeg har udfundet

kun kan være en almindelig •Rundtenom* med Paalæg;

bag

Tauber

findes en stor tomPlads, der antyder, at hvor

Tauber

havde faret frem, blev der ikke levnet det aller­

mindste. Paa Ringen ovenover ses en Figur, der synes

at være af østerlandsk Typus. de tre forreste Fingre paa

den ene Haand ere stærkt medtagne af Tidens Tand, Pg

ved bans platte Fødder ligger en nedfalden Martyrglorie,

der saaledes paa en bekvem Maade kommer til at danne

den nødvendige Kam til

Taubers

Haar, samt til symbolsk

at antyde det Liv, der bevægedø sig i Demokraternes Ho­

veder. Figuren paa Hornets everste Rand

maa

være

Folke­

tingsmand

Schelde,

der synes at bave set for dybt i

Hornet, og lige over for ham er

Holger Drachmann

i

Begreb med at løbe Hornene af sig.

Paa det andet Horn (de Moderates),

som i lang

Tid &Q8aa8 for et Overflødighedshorn, beataar Ringene af

Plader, der vidne om stor Kunstfærdighed i drevent Ar­

bejde. De nederst paa Hornet afbildede Rotter

synes

at

antyde Forhaabninger, der ere gaaede til Rotterne; der­

næst følger

Holstein-Ledreborg

, der holder Renselsesfest

som Skinnerenser paa Assens-Banen; oven over ker man

Anders Tange,

der er kommet net op at age i en Post-

kærre, trukken lige som Auka-Tbors af tvende Bukke, han

ved given Lejlighed sely har gjort. Endvidere findes her

indgravet de Moderates bellige Tegn X, om hvis Betyd­

ning Meningerne ere temmelig delte, men som rimeligvis

har været benyttet som Bomærke af en eller anden ube-

kjendt Størrelse i Venstre. En mere bekjendt Størrelse

er derimod

Gert Winther

, der er fremstillet i en stærk

Odders Lignelse rngende over sin Brandkasse lige som

Faffner

i Vølsungasaga over Guldet. Rundt om ham er

Fimbul-Winther med alle «Opløsningens* Rædsler frem­

stillet, men over det hele straaler Alfaders Øje, der i sin

grønne Ungdom synes at bave været blaat og omgivet af

Ringe i alle Regnbuens Farver; det har rimeligvis været

dekoreret af

Søren

Kjær

og anvendt til at belyse Venstres

Føstmaaltider med.

Til Slutning skal jeg knn bemærke, at disse Horn,

der sombekjendt kaldes «Guldhorn*, egenlig ere afMessing,

hvilket tydelig kan

ses

nu, da de have ligget saa længe i

Jorden, at Forgyldningen ganske er gaaet af St. Gjertrnd.

Til at gjere Blæst med have de alligevel været gode nok,

og Blæstens Styrke forøgedes ved et vedvarende Minimum

over Venstremændenes Hjærner; men nu har baade de og

Blæsten lagt sig for længe sideni»

Under en dundrende Bifaldssalve fra samtlige Med­

lemmers kaloriske Hejtrykskiappemaskiser gik Talerea

af Stolen.

En heldig Valgkreds,

Her er en 0 i Landet, den kaldes Langeland,

Hvor Grundtvig i sin Ungdom har huseret;

Da tænkte ban nok tpindst paa, den samme Herrens Mand,

Hvorlunde hans Menighed paa

• Lavinds Blomsterstrand*

I vore Dage bli’er repræsenteret

Der var en Tid tilbage, da som en ren Idyl

Man Landet har saa yndclig beskrevet

Da sad I. A. Hansen endnu ved Risp og Syl

Og var endnu ej Talerør for menigraandigt Hyl.

— Ak

var han red sin Læst dog bare blevet!

Men

ban blev sendt til Tinge som Repræsentant

Og T&kra&nd for øens Vel og Kvide.

Hans Ord blev holdt i Ære, som Fører han sig fandt,

Og alt, hvad han forsikrede, det trode man, var sandt,

Det

fik

bans Bra »d-Forsikring selv at vide.

Som Eftermand i Kredsen Gottlieb Petersen kom;

Selvstyrigmand han blev paa øens Strandbred.

For »vitterlig Usandhed* han fik en Gang en Dom,

Men Vælgerne var ellers ganske enige om,

At Gottlieb stod i «fuld personlig Sandhed*.

Men saa kom Eduard Brandes, som Langelands Tarv

Bevogte skal i Folketingets Midte;

Han hæydér Traditionen, saa det gaar til Ben og Marv;

Han har af sine Formænd taget noget i Arv

Og blev

*in ihrem Bunde der dritte»l

For I. A. Hansen kunde sin Paalidelighed

Saagar med Brand-Forsikringer belægge,

Det kunde Gottlieb ikke, men Gud og Hvermand véd,

At den forsvorne E duard roed sir«

*Logo

«»-Besked

I det Punkt har gjort Fyldest for begge.

Det langelandske Vælgerfolk beflitter sig nok paa

En ganske ny Moral at etablere.

De store Aander aldrig genere sig maa,

Og Verdens

stø rste

Aander er jo

b la n d t de Borte

Smaa!

Hvad Pokker sku’ en Ed saa dem

g e n e re !