387
Dei fclevmig strax klart, at disse Hom altsaa vare de samme,
som de i Oldtiden navnkundige Partier de
Radikale
og de
Moderate
havde i Siden paa hinanden, og at Hornene bleve
brugte tii at tude i ved Datidens hellige Forsamlinger,
de saakaldte Vælgemeder. Den Skik at smykke saadanne
Hom med Billeder af den’ hellige Historie stammer som
bekjendt fra Indien og synes at være indfert af den be
rømte Orientalist Dr.
Ked. Brandes
, der var lige Baa
j
hjemme i indisk som i dansk Skuespilkunst; ved Hjælp af
i disse Hom kunde altsaa Partierne gjere gode Bra-Miner
i til slet Spil, naar Nødvendigheden krævede det. Begge
Hornene ere sammensatte af Ringe, som vel ere af for-
j
skjellige Slags Størrelser, men dog ligne hinanden deri,
at begge Ender ere bukkede sammen paa dem alle.
Paa det ene af Hornene (de Radikales) ser man
først
Chresten Berg
med alle sine Aal, der bave stukket
Halerne sammen og dannet en Gruppe, der sandsynligvis
skal forestille hans evropæiske Venstre, da den aldeles
tydelig præsenterer sig som Aal i Geledder. Ved Siden
ses en løkeagtig Figur, altsaa
Hørup,
der fælder den fromme
Høgsbro
med Misteltenen
Morgengnavet.
Paa den næste
Ring ses en
Taburette,
hvilken pkal forestille
Fischer,
der
er stegen af Taburette, og ovenover er et rindende Vand, i
hvilket ses en Fisk (germanogotisk: em Fischer); op af
Vandet rager en stor Sten, formodenlig den i Oldtiden
saa bekjendte Rysensten, og det ved Stenen fastgjorteNet
tyder aabenbart paa, at her maa være foregaaefc en nei
Historie. Paa den næste Ring ses
Tauber
i en Ulvs Lignelse
i Færd med at opsluge noget, som ældre Oldgranskere
havement skulde forestille Solen, men somjeg har udfundet
kun kan være en almindelig •Rundtenom* med Paalæg;
bag
Tauber
findes en stor tomPlads, der antyder, at hvor
Tauber
havde faret frem, blev der ikke levnet det aller
mindste. Paa Ringen ovenover ses en Figur, der synes
at være af østerlandsk Typus. de tre forreste Fingre paa
den ene Haand ere stærkt medtagne af Tidens Tand, Pg
ved bans platte Fødder ligger en nedfalden Martyrglorie,
der saaledes paa en bekvem Maade kommer til at danne
den nødvendige Kam til
Taubers
Haar, samt til symbolsk
at antyde det Liv, der bevægedø sig i Demokraternes Ho
veder. Figuren paa Hornets everste Rand
maa
være
Folke
tingsmand
Schelde,
der synes at bave set for dybt i
Hornet, og lige over for ham er
Holger Drachmann
i
Begreb med at løbe Hornene af sig.
Paa det andet Horn (de Moderates),
som i lang
Tid &Q8aa8 for et Overflødighedshorn, beataar Ringene af
Plader, der vidne om stor Kunstfærdighed i drevent Ar
bejde. De nederst paa Hornet afbildede Rotter
synes
at
antyde Forhaabninger, der ere gaaede til Rotterne; der
næst følger
Holstein-Ledreborg
, der holder Renselsesfest
som Skinnerenser paa Assens-Banen; oven over ker man
Anders Tange,
der er kommet net op at age i en Post-
kærre, trukken lige som Auka-Tbors af tvende Bukke, han
ved given Lejlighed sely har gjort. Endvidere findes her
indgravet de Moderates bellige Tegn X, om hvis Betyd
ning Meningerne ere temmelig delte, men som rimeligvis
har været benyttet som Bomærke af en eller anden ube-
kjendt Størrelse i Venstre. En mere bekjendt Størrelse
er derimod
Gert Winther
, der er fremstillet i en stærk
Odders Lignelse rngende over sin Brandkasse lige som
Faffner
i Vølsungasaga over Guldet. Rundt om ham er
Fimbul-Winther med alle «Opløsningens* Rædsler frem
stillet, men over det hele straaler Alfaders Øje, der i sin
grønne Ungdom synes at bave været blaat og omgivet af
Ringe i alle Regnbuens Farver; det har rimeligvis været
dekoreret af
Søren
Kjær
og anvendt til at belyse Venstres
Føstmaaltider med.
Til Slutning skal jeg knn bemærke, at disse Horn,
der sombekjendt kaldes «Guldhorn*, egenlig ere afMessing,
hvilket tydelig kan
ses
nu, da de have ligget saa længe i
Jorden, at Forgyldningen ganske er gaaet af St. Gjertrnd.
Til at gjere Blæst med have de alligevel været gode nok,
og Blæstens Styrke forøgedes ved et vedvarende Minimum
over Venstremændenes Hjærner; men nu har baade de og
Blæsten lagt sig for længe sideni»
Under en dundrende Bifaldssalve fra samtlige Med
lemmers kaloriske Hejtrykskiappemaskiser gik Talerea
af Stolen.
En heldig Valgkreds,
Her er en 0 i Landet, den kaldes Langeland,
Hvor Grundtvig i sin Ungdom har huseret;
Da tænkte ban nok tpindst paa, den samme Herrens Mand,
Hvorlunde hans Menighed paa
• Lavinds Blomsterstrand*
I vore Dage bli’er repræsenteret
Der var en Tid tilbage, da som en ren Idyl
Man Landet har saa yndclig beskrevet
Da sad I. A. Hansen endnu ved Risp og Syl
Og var endnu ej Talerør for menigraandigt Hyl.
— Ak
var han red sin Læst dog bare blevet!
Men
ban blev sendt til Tinge som Repræsentant
Og T&kra&nd for øens Vel og Kvide.
Hans Ord blev holdt i Ære, som Fører han sig fandt,
Og alt, hvad han forsikrede, det trode man, var sandt,
Det
fik
bans Bra »d-Forsikring selv at vide.
Som Eftermand i Kredsen Gottlieb Petersen kom;
Selvstyrigmand han blev paa øens Strandbred.
For »vitterlig Usandhed* han fik en Gang en Dom,
Men Vælgerne var ellers ganske enige om,
At Gottlieb stod i «fuld personlig Sandhed*.
Men saa kom Eduard Brandes, som Langelands Tarv
Bevogte skal i Folketingets Midte;
Han hæydér Traditionen, saa det gaar til Ben og Marv;
Han har af sine Formænd taget noget i Arv
Og blev
*in ihrem Bunde der dritte»l
For I. A. Hansen kunde sin Paalidelighed
Saagar med Brand-Forsikringer belægge,
Det kunde Gottlieb ikke, men Gud og Hvermand véd,
At den forsvorne E duard roed sir«
*Logo
«»-Besked
I det Punkt har gjort Fyldest for begge.
Det langelandske Vælgerfolk beflitter sig nok paa
En ganske ny Moral at etablere.
De store Aander aldrig genere sig maa,
Og Verdens
stø rste
Aander er jo
b la n d t de Borte
Smaa!
Hvad Pokker sku’ en Ed saa dem
g e n e re !




