399 / 433
391
han vist ikke faa noget meget tilfredsstillende Svar.
(Ju-
stesen:
næppe!) Han skulde endvidere henvise til, hvad
der var Sæd i andre Kommuner: I Aalborg havde man
edelagt Kong Hanses Has, og i Nestved stod Nedbryd
ningen af Peder Syvs Hus paa Dagsordenen; og nu vilde
Enhver dog viet indrømme, at Peder Laale stod betyde
lig under Kong Hans og Peder Syv.
Tilmed var Huset
i en næsten forvitret Tilstand; og det vilde blive en
;
monumental Pryd for Pladsen, naar dér opfertes et nyt
Spiejtehus, bærende en Plade med Inskription: »Her
l e v ede og døde Pede r LaaJe.« (Bravo.)
Materialist
Svedskelsen
vilde i Virkeligheden beklage,
om man rev Peder Lollands Hus ned, for det var uhel
digt for Byraadeis Fortidssans exetera med mere.
For i
Virkeligheden kunde jo sasdan et Sprøjtehus ligge paa et
aridet Sted, for det var en Skam, at man skulde sige, at
Byraadet her ikke havde vaaget over sine gamle Minder
exetera med mere. Og, hvad trode man i Virkeligheden, Avisen
vilde sige til, at man helt borttog en saadan Bygning? Hvis
man satte Sprøjten i Huset, kom man vist selv i »Sprøjten«.
Borgemesteren
hankede ikke, at den ærede Taler ved
Udtrykket »Sprøjten« havde tilsigtet noget Injurierende.
Sved,shelsen
havde blot ment en almindelig Sprøjte
(Latter). Ja, for man maatte være forberedt paa, at, hvis
man rev Huset ned, blev man selv revet ned i Avisen, og
dér vilde ligge et ordenligt Hus exetera med mere. Men
hvad vilde ogsaa være smukkere for Byen end at lade
Huset forfalde og saa vedblive at bevare det med et
smukt Stakit om? Det vilde i Virkeligheden blive kjønt
at se paa for Enhver, der gik fo^bi det med en Plade
| med Indskriften:
»Beder Lollands Hus*
exetera med mere.
Glarmester
Svendsen
syntes, at man maatte sige, at
der maatte gjeres Noget for Huset af Byraadet, som var
forfaldent.
Kjobmand
Sørensen
havde længe med stigende Harme
betragtet osntalte Hns, der var en arkitektonisk Skandale
for Byen.
Om Peder Laale havde skrevet Ordsprog, det
vidste han ikke; men han vidste, at hane Hns var en
Fabel for hele Byen. Og vidste Byraadet, hvorledes Gade
ungdommen omgikkes det? (Jo! Nej!) Den Dag, den første
Sne faldt, havde han set nogle opløbne Friskoledrenge
gjemme sig i Kjælderen og paa den underfundigste Maade
kaste Snebolde op paa Børn og andre værgelose Kvinder. Han
havde da, trodsende Bombardementet, nærmet sig Drengene
og tiltalt dem paa den niest indtrængende Maade, hvilket om
sider virkede; men ban havde haft hele sin koinntenale
Anseelse behov for at bevæge Drengene til at remme
i Kjælderhalsen, hvilket dog endelig lykkedes ham, da en
Politibetjent viste sig. Denne agtværdig© Mand, der var
j
noget til AarB, fermaaede dog ikke at gribe Drengene,
| men havde efter Talerens Raad optegnet dein i sin Hu
kommelse. Gamle Folk, selv om de var forfaldne, rev han
ikke ned; men. gamle, forfaldne Huse gav han ikke en
Døjt for, og dem vilde han være med til at rive ned naar
som helst. Han maatte endelig bemærke, at en Snebold
den Dag uforvarende havde strejfet hans Næse og kunde
have knnst hans Briller (Bevægelse), som han dog heldigvis
ikke havde paa. Og saadan Noget udsatte altsaa By-
raadets Medlemmer sig for, idet man lod et Hns staa,
der var en Forargelse for Byen, en Fristelse for Ungdom
men og til Spot og Spe for alle Fremmede (Stærkt Rere).
Vinhandler
Lung
fandt, at den hele Sag kun havde
i sekundær Interesse; ban havde en Gang tænkt at afkjøbe
' Kommunen Huset og Grunden for dér .at aabne et Vin-
| udsalg, hvortil der mindst var lige saa megen Trang som
1
til et Sprøjtehus.
Thi han skulde blot en
passant
! henlede Byraadets Opmærksomhed paa det stedse stigende
i Forbrug af forfalskede Vine, der var skadelige for Sund-
i heden og som kolporteredes med en Frækhed, der var op
rørende. Han behøvede kun at nævne et Ord, der sikkert
vilde slaa de Tilstedeværende, nemlig: Kognak! (Rere),
Taleren havde nylig i Sandhedens Interesse afkjøbt en
Kolonialhandler es halv Flaske Charente, som han en hel
Aften igjennem havde prøvet med en god Ven. Det var
den rene Gift! (Stærkt Røre.) Og bande han og Vennen
havde efter Nydelsen heraf befundet sig saa ilde, at de
sikkert var bievne syge, hvis ikke Taleren havde mildnet
det spirituelle Indtryk af Kognaken med en velgjerende
Bomard
(Meget stærkt Røre). Man maatte forøvtigt for
ham gjere ved Huset, hvad man vilde; men ban skulde
blot gjere den praktiske Bemærkning, at Huset helt maatte
destrueres, naar det skulde være et Sprøjtehus, medens det
meget let kunde restavreres til et passende Vinudsalg.
Prokurator
Jmiesen
mente, at det Hele var den lige
gyldigste Sag af Verden; men han gav Borgemesteren Ret i,
at rev inan Peder Syvs Hus ned, saa kunde man med lige
saa god Grund nedrive Peder Laaies Hus. Peder Laale
stod jo som literær Persen næst v ed Peder Syv. Og
naar Alt kom til Alt, var det ikke blot tvivlsomt, om Peder
Laale nogen Sinde havde boet i det Hos; men det var
endogsaa ganske utvivlsomt, at han aldrig havde sat sira
Fod der, da Huset var 300 Aar yngre end Peder Laale,
der rimeligvis havde levet paa Dronning Margrethes Tid
(Røre), Og Navnet
Per Laaies Hus
havde det, som han
havde set i Byens Arkiver fra en Lollænder, en gammel
Fisker Peder Laale, der havde boet her i forrige Aartran-
drede og faaet Huset foræret af Byen, fordi han ved i Tide
at opdage og afværge en Ildebrand hayde reddet Raad'
huset. Nn var hans Slægt forlængst uddød og Forvexlingen
med hans Navne da ganske natnriig opstaaet (Sensation),
Hermed bortfaldt enhver Indvending mod Nedbrydelsen,
der enstemmig vedtoges.
Skomager
Kruse
ønskede at gjere en Meddelelse for
lukkede Døre (almindelig Larm og Protest). Han havde
ikke sagt Noget hele Aftenen, saa det var da intet ubilligt
Forlangende, naar han nu vilde tale lhit; men det kom
nu ikke Sagen ved. — Dørene lukkedes Kl.
ten spinder:
Bare jeg kunde
faa
fat i et
lille. Sildeben ovenpaa al den
Operamjav.
Jeg er ganske
daarlig. Fem Nætter i Træk
har jeg ikke sovet, jeg er
egenlig ligesaa elendig som
mit
norske
Seskendebarn
Grabows Kat, som de hug-
i bliver daarligere og daarligere,
I Åar er det ikke Andet end afskummet Mælk, vi faar.
Jeg gjor Anmeldelse hos Teaterdyrlægen om at klage til
Dyrebeskyttelsen, og hjælper det ikke, gaar jeg i Kom
pagni med «Fidelle« fra «Debatten«, som er et ganske
skikkeligt Kræ af en Hund at være, om at udbyle og ud-
mjave den næste Opera.
De stakkels Abonnenter er al
deles gjennemmjavede. — En Forening til Abonnenternes
Beskyttelse vilde maaske kunne virke velgjerende. Fidelle
og jeg har for Resten udfundet, at Ulykken ligger i, at vi
ikke mere har Cetti, fordi han var saa udmærket til at
putte ind allevegne, hvor der var et Hul. Han fyldte.
Det gjor Brun alligevel ikke.
Han kunde jo for Exempel
i
have doubleret Olaf, der alligevel maatte stoppes saa. I
stærkt ud fer at passe i Mantzius’s Pels forleden Aften.
'
Men nu er jeg kjed af det Hele. Kommer Chefen nu ikke
snart med noget virkelig Sødmælk eller i alt Fald en lille
Lærkefugl fra Mester Sebalds Have, saa ryster jeg Stevet
af mine Poter og gaar min Voj.
Og saa er der ingen
Teaterkat og naar der ingen Teaterkat er, saa er Teatret
til Rotterne. Det tør jeg bide i min egen Hale paa.