S_Punch_1880

390

I ( im b r e v s

til

Fætter K r i s t i a n i N yk jøbing.

m i .

Kfære Christian! Stormens Sus

Slaar med Magt m od min Bude,

Blæstens vilde Hunde tude,

Visne Blade, Sand og Grus,

Kviste, Grene, Straa og Klude

Fyge ude.

Bondens

Hus

Vakler som m Mand i Bus.

Hjemme

paa din bløde Pude

Høres knap det stærke

Brus,

Stormen synger

Dig

Slummer,

Som en Humlebi, der summer,

Lyder den i

Drømmen

kun;

Men, hvor Nordsø-Bølgen skummer

Som en Urret Bjørn, der brummer,

Der faar Øjet intet Blund.

Baoibet lyder: Skib paa Grund!

Ingen Bedning! Hadbløs Kummer.

Bølgen bryder Skibets Bund.

Skrig der høres. Saa forstummer

Sidste Baab, der Hjælp har kaldt

Lukket er den blege Mund.

Hvem var det, som Baabet gjaldt ?

Hvem var det, hvis Skyld det nævned ?

Ind for Dommen dem del stæmed’,

Som ej emed

Bet at øve fremfor Alt.

Gammel, jappet, læk og skjør

Ud paa Havet Skibet sendtes,

Mens hver Planke, ormædt

mør,

Suged’ a f de salte Søer,

—

Og man sagde, Sligt ej hændtes

Her til Lands, og ej det kjendies,

Og mm vrøvled’ og man skjændtes,

Og man radbte „Nej!u og „Hør!u

Til i Udvalg Sagen endtes.

—

Men paa Havet

S l e i p n e r

fo'r,

Vandet steg og steg dernede,

Mer og mer sank Skib og Bor,

Dybere sank Skibets brede

Skrog, og der var Nød om Bord.

Hvad i hine Døgn de lede,

Mens de

k j æ k

mod Døden sirede,

Hørte Stormens Sørgekor,

Hørte Havets Bølger vrede;

Men man saa den sidste Strid,

Saa de raadne Planker briste

I den gamle Plimsoll-Kiste,

Saa Skumkammen høj og hvid

Slugende den Allersidste. —

Har vi „Stunderu end og „Tid u?

Hændes a l d r i g Sligt her hjemme?

Skal vi rolig slaa vor Lid

Til „den danske Bedersu Stemme?

Kan vi glemme

Dem, som Havets Bølger gjenme,

Skibene, som helt forsvandt ?

Ikke sandt:

„He r er Folk jo ej saa slemme.“

Man behøver ej at fremme

Slige Love for at hæmme

Dette „Letsind*, som man fandt

Mulig hos „en Spekulant,

Hvem dog Loven ej kan tæmmea.

•

Slige Visdomsord vi fik.

Ånden Saga os fortæller

Sleipners

Vrag. Hver Planke melder

Om, hvad Bet for Søfolk gjælder,

Og „de danske Bederes“ Skik.

Eller

Tror man

Sleipner

em gik?

Nej, i dette Øjeblik

Pumpen gaar om Bord i mange

Skjøre Skuder

Dage lange

Under glade Sømandssange

—

For en Slik

Bliver ingen Sømand bange.

Mangen Skonnert, Bark og Brig,

Stolt at se Hl, naar den haster

Frem med Sejl og rrnke Master,

Mens den Skum fra Boven kaster,

Flyder kun paa lette Lasten',

Skroget selv er Lap og Flik.

Mig det syvies, Christian, som

Hele Danmark sejler om

I en saadan bundløs Kasse

H idtil godt vi fra det kom,

Maatte flittig Pumpen passe,

Knap vi registreres som

¥»fitaa —

den første Klasse,

—

Thi a f Læk har vi en Masse.

Hidtil var os Skæbnen fr om ;

Stolt vi sejled’,

Mens vi stadig Pumpen pejled1

For at holde Kassen tom.

Men

i Fald vor Lykke fejled’,

Sæt at Stormene tog fa t,

Og paa Bevlen vi blev sat?

Saa

—

God

Nat!

Bederiet vil ej mere

Reparere,

Ligen vil os garantere,

Skjørt er A lt fra Stævn til Bat

Og skal dog fo r helt agere.

Godt!

—

men, Christian, Du og jeg

Véd,

paa

hvem den Skyld

maa

falde;

L idt

paa

Dig og lidt

paa

mig,

Lidt paa Alle,

M e s t paa dem,

Herrer kalde,

Skjønt vi agte stort dem ej,

Mest paa dem, som uden Blu

Lader Skibet gaa

i Stumpet

Lader al Ting gaa paa Pumper,

Stole paa, vi gjennem slumper,

Som vi slumped*, indtil nu;

Dem, for hvem det er en Gru

At slaa Statens Gris itu,

Før i Fjendens Skjød den dumper

„

Kor

Skyld, Christian, ligger i,

la’er dem vrøvle, snakke,

Lappe, flikke, mmmenmakke,

Til det Hele er forbi,

Og at vi

Ta'er til Takke

Med et s a a d a n t Beden!

Fra Byraadmødet

‘

—jjø p g ,

X IX .

- .■>

I Byraadets Gaarstnøde for

handledes Sagen om Nedbryd«

ningen ef Peder Laales Hua

■der i Byen.

Borgermesteren

noterede det

|Faktum, at man saa sig ned

taget til at nedbryde Peder

Laales Hus, fordi der paa dettes

Plads rar projekteret Opførelsen af et nyt Sprøjtehas,

hvortil Byen længe havde trængt. Der var, som det vilde

væreMedlemmerne bekjendt, i Byens Avis gjentagne Gange

i Anledning af denne Sag rettet endogsaa meget graverende

Angreb paa Byraadet og

in specie

paa Taleren af »En

Antikvar«, hvis Anskuelser vare ligesaa antikverede som

upraktikable. Men Borgermesteren maatte bestemt urgere

sin Position i denne Sag. Han nærede en dyb Sespekt

for vor Oldtid, og han saa f. Ex. aldrig en Kæmpehej,

uden at han lod sine Øjne dvæle ved den. Men der var

dog Grænser for al Ting ; og tilmed havde Hr. Laale ikke

enGang levet i Oldtiden, men i Middelalderen. Og man

vidste ikke enGang, hvor vidt Manden, om man saa maatte

sige, stavedes med aa eller o. (

flustesen

Aa!) Nej, det

var ikke afgjort, at det var med aa. (

Justesen:

O!) Nej,

det var lige saa lidt sikkert; men én af Delene havde sand

synligvis været Tilfældet. Det var dog latterligt at kon

servere et ydre synligt Minde om en Mand, hvis Navn

man næppe kjendte.

Peder Laales Ordsprog

var vist

meget respektable, Taleren skolde lade dem staa ved sit

Værd; men noget Større var det da ikke; og hvem kjendte

Hr. Laale? Hvis Taleren gik ud paa Gaden og spurgte

den første, den bedste om, hvem Peder Laale var, vilde