410 / 433
402
E n R e f o r m ,
# *
m ,
o
( m l
/ f e f
fo lk e tin g e t aabned’ atter Dørene
For en Diskussion, særdeles rørende
Om et Forslag, som alene komme
Kan fra Venstrehjerner, der er —
Der er fyldt af Sans for Folkets Ret.
Sagen er: i Kjøbenhavns Kommune
La’er en Venstregruppe sig til Syne,
Og for samme
L
a r s e n
slaar paa Trommen,
Thi han har jo været selv i —
Selv i Mindretal til denne Stund.
Folketinget med sin suveræne
Myndighed bør hjælpe pa.a de pæne
Venstremænd, som her sig har beflittet
Paa at slaa sig sammen rent med —
Rent med radikal Intelligens.
Disse vor Kommunes Elementer
Paa en kommunistisk Løsning venter,
Der ved Magistratens Skovudvisning
Gi’er dem fri Entré til P'ælles
—
Fællesorganistisk Virksomhed.
Mester G
e r t
, som valgt er hist i O dde r,
Sa’e jo selv, at A lt gaar her med Lodder,
Magistraten styres her af Bladene,
Venstre ingen Fingre faar i —
Faar i Klemme bragt ved skarp Kontrol.
Nej, hvis Venstre blot faar Bugt med «Ringen»
Og faar Haand i Hanke her med Tingen,
Styres Kassen, skjærmet mod Skavanker,
L i’e saa godt, som Venstres Folke
—
Venstres Folketing det kunde gjort
Derfor Venstre føre vil til Sejer
Lov om «.Valg ved Forholdstal» af
B A JE R ,
Som beskytter altid de fortrykte
Og bør derfor nævnes blandt For
—
Forholdstalsmænd for den gode Sag.
Foreningen til Smaadyrenes Beskyttelse
.
holdt forleden extraordinær Gene-
^
j/f#
ralforsam ling.
■ i j L ' f ' f -
Form anden, Kammerjæger
0 1
-
sen
havde samm enkaidt dette
Wede for a t gjere de ærede Med-
ti
2
~
1
lemmer den glædelige Meddelelse,
at det efter store Anstrængelser
^T ...-y _ . j i g " J var lukkedes Foreningen at er-
hverve sig sit eget Hus.
For-
w
eningen var ikke længer hjemlos,
skulde ikke som de elendige Smaaskabninger, over hvem
den strakte sin beskyttende Haand for at frelse dem fra
Sam fundets blodtørstige Efterstræbelser, flakke husvild om
fra Sted til Sted. Nu kunde man sæ tte Foden under eget
Bord. N aar han sagde «Hus*, var det vel for ovrigt at
tage Munden lidt vel fuld, han vilde derfor rette det til
den m indre velklingende, men mere korrekte Betegnelse,
• egen Lejlighed», thi det var ikke noget helt Hus, For
eningen havde faaet, men derimod et Kvistværelse, der tid
ligere havde været benyttet som Pulterkamm er og til at
leje ud til honnette Mandspersoner. Man havde derfor og-
saa set sig nodsaget til at beholde nogle Sm aadyr, der
havde boet der saa længe, at de havde opnaaet Aldershævd
paa Lejeretten, og disse bode der nu paa Aftægt, men
de vare ikke forvænte og lode sig nøje med et gamm elt
Sengested, i hvilket de havde opslaaet deres Pavluner og
fra hvilket de havde ladet sig forlyde med, at de ikke en Gang
ved persisk Insektpulver vilde lade sig fordrive.
Lejlig
heden tilhørte Marsjandiserenke, Madam Kisberg, og hun
havde som en ædeltænkende Danekvinde i B etragtning af
d et smukke Formaai overladt Foreningen denne Lejlighed
for den billige Pris af
60
Kroner halvaarlig.
Det frem
tidige Smaadyrehjem laa paa Gammelment. Han vilde nu
spørge ærede Medlemmer, om det frem tidige Navn, de øn
skede at give denne Stiftelse, sam t tillige bede ærede Med-
lemmer, der kunde ønske, at Sm aadyrehjemm et erholdt en
til dets Ojemed svarende kunstnerisk Udsmykning at frem
sætte deres Tanker i den R etning.
D et vilde være ham
kjært, om han kunde følge de givne Vink, Han vilde først
sæ tte Navnet under Debat.
Sporvognskusk
Lu dvigsen
bred sig ikke en Døjt om
Navnet. Han havde haft en Hoppe med Spat en Gang og
den hed
Adolfine,
og skjøndt den hed det, havde den Spat
alligevel og saa blev den solgt og kom til en Vognmand,
0£ han døbte den om og kaldte den
Zu lejm a,
men Spat
havde den, enten den hed Adolfine eller Zulejma, og til-
sidst gik den i en H esteslagter og blev lavet til Oxekjød,
men enten de kaldte den fransk Bøf øller de kaldte den
engelsk Bøf, lige sejg var den, for det er ikke Navnet det
kommer an paa men G ehaltet og det Indvendige, som nu
for Exempel han hed selv Ludvigsen og havde hans Fader
kaldt ham Ferdinand, saa havde han h ed t Ferdinand L ud
vigsen, men ban bed nu Christian, men selv om han nu
6atte sig ind i og tænkte sig, at han hed Ferdinand L ud
vigsen, var det dog slet ikke sagt derfor, a t han var bleven
en stor Mand, men kunde lige godt være bleven Sporvogns-
kusk alligevel, og derfor havde det ikke Noget a t sige med
Navnet, og nu vilde han gaa nedenunder og drikke en
Spids, saa kunde de døbe Barnet for ham , hvad de vilde.
Våskerkone Madam
Jen sen
foreslog
Loppero
og
Loppe
hvile
— det var der Allegori ved.
Fiskerkone Madam
M ikkelsen
kunde rigtignok ikke
begribe, at Madam Jensen vilde komme stikkende med sine
Lopper her, men det var sagtens fordi en saadan F ersk
vandsm adam , der aldrig havde lu g tet Tang eller været
udenfor sin egen Sæbebalje slet ikke v idste, at der var
andre Dyr til i Historien end dem, hun omgikkes med, og
aldrig havde set saa m eget som en Blødkrabbe i sine liv
fedte Dage.
Og hun vilde bare sige til den Stivelse
krukke (Formanden ringer), at hvis hun m ente noget for
nærmeligt med det Ord «Allegori», skulde hun faa sine
Ører vaskede og gratis Strygning oven i Kjobet bag efter.