414 / 433
406
. Den yngste Edda.
(Efter N o r d e n s G u d e r.)
(Fort«*».)
A lt sank i Vesten Solen»
Og nær var Aftnens Stund,
D i kom de hid til Skolen
1 V e j s t r u p hos J e n s Lu n d .
Er. B e r g fra hajon Sæde
Spurgte hin Folkeven:
«Kan Her-Berg faas eg Æde
Til sultn® Venstremænd?»
•Diæter har jeg ikke,«
Saa svared5 flux J e n s Lu n d ,
•Kun Folke-Ret kan jeg skikke
Som Mundgodt for din Mund;
Statstilskud sparsomt flyder,
Thi Fischer os forlod 1»
— Da bed hin Banebryder
Ham være ved frejdigt Mod.
S aa
haardelig om Skralden
Med stærken Eaand han tog,
Og lige midt i Skallen
Han sine Bukke slog.
J e n s L u n d sin Dug udbredte,
Han var i Hu saa glad,
Mens H ø r u p tilberedte
Dem deres varme Mad.
Det er vel værdt at høre
De mærkelige Ord:
De Bukke, B e r g kan gjøre,
Berømte er i Nord;
Som Venstres bedste Føde
Til Aften han dem flaar,
Men strax ved næste Møde
To nye han begaar.
Da kom den yngste Pode
Paa G r u n d t v i g s Hjærte-Træ,
Med Doktorhat paa Ho’ede
Den liden Pilt Æ h-Bæh.
De hvide Løg han bragte
Og laved’ dem til Saus;
Nej, hvor den Løgsans smagte!
Det var en rigtig Smavsl
Da Nadveren var til Ende,
Æ h - B æ h var ikke sen,
Med sine Fingre trend®
Han slikked' uden Mén.
Han sine Hænder folded’,
Sit Fadervor han bad;
Snart sang de, mens de solded',
Et Grundtvigsk Hjærtø-Kvad,
Nytærsket Langhalm snarlig
Paa Gulvet ud blev bredt.
De Kæmper let forklarlig
Laa, som de havde redt.
Snart Morfevs kom til Syne,
De havde ham behov;
Saa laa de uden Dyne
Igjen den Nat og sov.
Alt kvidred’ S c h e l d e s Lærke
I aarie Morgengry,
Da stod de Kæmper stærke
Af Halmen op paa ny.
Til Fejden de sig letted’
Mod H ø g s bro es Rænkespil
Og deres Hænder tvætted’,
Som trængte hårdt dertil.
Yed Synet af deres Kærre
Blev H ø r u p mod i Hu
Og sagde: «Den bli’er værre!
Hvor faa vi Bukke nu?
Selv om igjen vi begge
Paa store Trommer slaa,
Det vil ej længer trække,
Det tør jeg bande paa!«
Gjensvared’ B e r g : «Yed alt, hvad
Mig helligt er og kjærtf
Spørg du kun Schandorffs Galt ad,
Den kunde trække svært.
Og kunde den forøge
Yort Fremskridts Hast forsand,
Saa lad os nu forsøge,
Hvad et Æh-Bæhlam kan!»
Saa lod Æh - Bæh de drage
Med dem i Ledingsfærd;
Det varsled’ gode Dage
For B e r g og for hans Hær,
Og snart man monne inde,
At F art hans Sager fik,
Thi C h r e s t e n ingen Sinde
I n
større Buk begik.
(Fortsættes.)
Literaturartikel.
Q e d é r
TBnrtoaskioIi* ®t natte»®!!
i D igt i l i Sange af H o lg e r D r a e h-
m a i n . — Hvorfor at nu
Dndertegue«
i i i egenhændige Person spinder an la d e
om T ordenskjold, det kommer ganske
ustyrlig deraf, at han et tilegnet » åen
d a n s k e o g n o r s k e S e n t an d « , eom
der
etaar paa Forstavnen bagved Galli*
onsflguren, og åa jeg
nu
"er dansk
S em and, saa giver jeg ham nu paa
Semands T re og Love i
al
Skikke
lighed en Overhaling. Og tsaar jeg
nu saa skal sige m in M ening, saa
skal jeg jo aldrig nægte, a t det var en
smak Aften i Kasino, da vi ferst fik
Ole Lukej®, og saa kom Holger, og saa
kom Ole igjen, åa vi korn hjem, for det
ti g , splitte mig, p aa Kræfterne a t ta g e
hele den L adning ind paa én Aften.
For Resten saa han jo rask ud, og jeg
var ferdig a t blive ja lu i paa' M itter,
fer ikke saa snart fik hnn Øje paa ham,
fer hun hvæ sede: »Sikken et Mandfolk!«
•Javel«, sagde jeg, «Rejsningen er god
nok, men noget staget, og Skuden stik
ker inte dybt, — »kje»fc L asten m angler
•inte,*
— Naa, det
vil
bare sige,
mener
jeg, a t
han
stikker inte dybt, hvad Op-
-læsningen an g aar, for maar h an skal
ta e den i Højden, saa komm er det lige
som fra en fcrkjelet Skibshund. N aa,
m ea derpaa kommer d e t jo hellas inte
an, og fik ham og se, gjorde vi da.
Men, n aar han digler, saa er h a« Ege
god t bedst, for det er sa&åan rig tig n å
a f N aturen og med Grovfilen, a t haa
fager paa A lt. — Og d et var Synd a t
sige, a t han er pænere, end a t en H ol
mens Mand fø r ror® vad h a m ; nej.
Pænhed, det lider h an inte a t og det
er pæ nt af ham , for saa kan åen Simple
ogsaa tag e ved h a » ag være iaad tli
hans D ig teri, for han er saa yndig
sim pel; eg der er v ist Ingen, d er ta g e r
Luven fra ham paa åen Bov, det