S_Punch_1880

411

balstyrig og vilde kaste sine Søstøvler i Hovedet paa

M o lb e c h , m ea blev dog god igjen, da han fik en Ballie

Saltvand at sidde i, for at holde sig frisk Resten af

Aftenen.

Saa begyndte man at lege «Blindebuk». Først

skulde E r s le v r være bunden for Øjnene; men han undslog

sig. H an vilde hellere gaa udenfor og kigge efter den nye

Stjerne, der var opdaget. Saa tilbød Z a h le sig som den,

der havde m est Øvelse i «Blindebuk». Gud bevares, hvor

han foer omkring, da han havde faaet Tørklædet paa. Han

væltede baade Stole og Borde og gram sede omkring paa

A lting. »Plads for en Kinafarer!» raabte

Punch,

men lille

Doktor E e d u a r d løb alligevel lige i Armene paa ham.

H an tilbød rigtignok at sværge, enten ved Logos eller ved

J . A. H ansens Minde paa, at det var slet ikke ham, men

da det øvrige Selskab satte sig derimod, erklærede han, at

skulde han lege Noget, vilde han hellere lege »Martyr»,

hvorpaa han satte sig hen til

Morgengnavet

for at komme

i bedre Belysning.

Saa opgav man »Blindebuk» og be

gyndte a t »sidde paa Forundringsstolen«.

E s t r u p var

den første, der tog P lads. Der var strax En, der forund

rede sig over, at han endnu ikke havde faaet L ønningstil

læget til Embedsmændene, og da E s t r u p ikke kunde

gjæ tte, hvem der havde sag t det, m aatte han give tre

Jernbanelove i P an t med Løfte om at indløse Samme efter

N ytaar. Saa kom R itm ester C l a u s o n - K a a s paa Stolen.

H an opvakte stor Forundring.

En kunde ikke begribe, at

han ikke vaskede sine Hænder som en G rædepilatus, en

anden forundrede sig over hans mange Husflidspræmier, en

tred ie over hans Kjendskab til det dobbelte Bogholderi og

endelig en fjerde over, at han, der dog havde sendt saa

m ange Kurve ud i Verden, til sidst selv havde faaet en Kurv.

•D et er Punch!» udbrød han.

Han havde gjæ ttet

rigtig , og nu m aatte

Punch

sidde.

Med en god Samvit

tigheds hele Sindsligevæ gt tog

Punch

Plads og ventede paa

den Ladning, man vilde overøse ham med, C a r s t e n s e n

gik og sam lede ind, og

Punch

beredte sig paa alle Haande.

E ndelig kom C a r s t e n s e n .

Han saa saa venlig paa

Punch,

a t denne et Øjeblik virkelig var tilbøjelig til at

tro, at det ikke var saa slem t. Han blev sm ertelig skuffet.

• Først og fremmest» — begyndte C a r s t e n s e n —

»undrer man sig over, at De, Hr. Punch, der dog har én

ganske net Dragt af fint Velin, i Almindelighed gaar om

kring

Byen

den tynde, gamle Frakke, der er saa luv

slidt,

a t

deres »Forside» slaar ind paa deres »Indvendige»,

og deres Indvortes slaar ud paa deres «Bagside», saa at

den aldrig tager sig ud til sin Fordel. —• Dernæst» —

•Nok!» udbrød

Punch,

idet ban m ed et lynende Øje

kast rejste sig fra S to le n ,— »Nok! D ette — m ine H errer

•— er en Krænkelse af Privatlivets F re d ! De h ar Lov at

ransage m ine S palter og udforske mine A vertissem enter;

men m in Garderobes Mangler har Ingen R et til at be

brejde m ig. Thi vel har jeg ikke lyksaliggjort mine Abon

nenter m ed »nok en Spalte» fuld i f Avertissem enter

og •Landbrugstiden de» eller »Breve fra Island og V est

indien« — her tilkastede han

Dagbladet

et sm erteligt

Blik — »ej heller h ar jeg, uagtet jeg hvert Aar sender

over titusinde Verslinier ud mellem Publikum endnu op-

naaet «Digtergage» af Folkethinget eller Rejsestipendium

af »Naadessekretariatet», og ingen velhavende Mæcener —

h er saa

Punch

sig om baade til Hejre og Venstre — have

nogensinde øst Tusinder af K roner ned i min tomme

Kasse, men, mine Herrer, en saadan Haan vil jeg ikke

finde m ig i. Min Hofskrædder skal øjeblikkelig faa Ordre

til a t sy m ig en hel ny H ab it af rigtig tykt Velin. Den

skal nok blive færdig til Nytaar. Og hvad Regningen an-

g aar — ja mine Herrer, jeg er stolt af at sige det — da

stoler jeg try g t paa, a t mine trofaste Abonnenter nok ville

blive enige om skjænke m ig den Folkegave af

ø re

kvartaliter, der udfordres for a t hævde deres og min Ære.»

Et jublende Bravoraab afbrød Taleren.

Dr a c hman n

blæste Fanfare paa sit store Taagehoro,

Dassavisen

pif

tede i Fingrene, og K r ab b e greb sin Formandsklokke

ringede, ringede, ringede

— saa

Punch

vaagnede. Det

var Skrædderen, der kom for at tage Maal.

Naar jeg bliver stor.

(Frit efter Ch r. R.)

Haar jeg bliver stor,

Saa vil jeg selv være Professor,

Saa skal mig Be rg ikke holde paa Skjodet,

Saa vil jeg ha’e Smør paa Levebrødet,

Ha’e Lov at gjøre alt, hvad jeg vil,

Og især grise Kirkeh rigtig til.

Naar ijeg blivér stor,

Saa vii jeg bo, hvor Georg bor,

Lige saa tæt vedSpr e e i Berl in, ,

Saa jeg bestandig kan rode i ’en;

Jo, det er sikkert, naår jeg bliver stor,

Saa vil jeg være Martyr som min Bro’er.

Som Georg? Nei!

Næhi Saa vil jeg heller gaa Tange s Vej;

Saa kan jeg frit komme op at kjøre

Og tjene mangen en dejlig øre

Og kjøbe mig Grise selv, om jeg vil,

Ja rigtige Grise med1Fløde til. }■ c

■

Til næste Aar

Er jeg lige saa stor som min store Bro’er;

Saa vil jeg ikke »er hedde den lille,

Og saa skal Højre mig ikke drille

Og sætte mig lig med de andre Fæ

Hos B e r g , eller kalde mig for Æh-Bæh.

Til næste Åar

Saa vil jeg stikke min storø Bro’er,

Saa skal jeg ordenlig knubse hin Ledr e ,

Saa han aldrig skal være knubset bedre.

Siger han «Fritænker» atter, jeg svær,

At saa vil jeg slet ikke sværge mer.