411
balstyrig og vilde kaste sine Søstøvler i Hovedet paa
M o lb e c h , m ea blev dog god igjen, da han fik en Ballie
Saltvand at sidde i, for at holde sig frisk Resten af
Aftenen.
Saa begyndte man at lege «Blindebuk». Først
skulde E r s le v r være bunden for Øjnene; men han undslog
sig. H an vilde hellere gaa udenfor og kigge efter den nye
Stjerne, der var opdaget. Saa tilbød Z a h le sig som den,
der havde m est Øvelse i «Blindebuk». Gud bevares, hvor
han foer omkring, da han havde faaet Tørklædet paa. Han
væltede baade Stole og Borde og gram sede omkring paa
A lting. »Plads for en Kinafarer!» raabte
Punch,
men lille
Doktor E e d u a r d løb alligevel lige i Armene paa ham.
H an tilbød rigtignok at sværge, enten ved Logos eller ved
J . A. H ansens Minde paa, at det var slet ikke ham, men
da det øvrige Selskab satte sig derimod, erklærede han, at
skulde han lege Noget, vilde han hellere lege »Martyr»,
hvorpaa han satte sig hen til
Morgengnavet
for at komme
i bedre Belysning.
Saa opgav man »Blindebuk» og be
gyndte a t »sidde paa Forundringsstolen«.
E s t r u p var
den første, der tog P lads. Der var strax En, der forund
rede sig over, at han endnu ikke havde faaet L ønningstil
læget til Embedsmændene, og da E s t r u p ikke kunde
gjæ tte, hvem der havde sag t det, m aatte han give tre
Jernbanelove i P an t med Løfte om at indløse Samme efter
N ytaar. Saa kom R itm ester C l a u s o n - K a a s paa Stolen.
H an opvakte stor Forundring.
En kunde ikke begribe, at
han ikke vaskede sine Hænder som en G rædepilatus, en
anden forundrede sig over hans mange Husflidspræmier, en
tred ie over hans Kjendskab til det dobbelte Bogholderi og
endelig en fjerde over, at han, der dog havde sendt saa
m ange Kurve ud i Verden, til sidst selv havde faaet en Kurv.
•D et er Punch!» udbrød han.
Han havde gjæ ttet
rigtig , og nu m aatte
Punch
sidde.
Med en god Samvit
tigheds hele Sindsligevæ gt tog
Punch
Plads og ventede paa
den Ladning, man vilde overøse ham med, C a r s t e n s e n
gik og sam lede ind, og
Punch
beredte sig paa alle Haande.
E ndelig kom C a r s t e n s e n .
Han saa saa venlig paa
Punch,
a t denne et Øjeblik virkelig var tilbøjelig til at
tro, at det ikke var saa slem t. Han blev sm ertelig skuffet.
• Først og fremmest» — begyndte C a r s t e n s e n —
»undrer man sig over, at De, Hr. Punch, der dog har én
ganske net Dragt af fint Velin, i Almindelighed gaar om
kring
i
Byen
i
den tynde, gamle Frakke, der er saa luv
slidt,
a t
deres »Forside» slaar ind paa deres »Indvendige»,
og deres Indvortes slaar ud paa deres «Bagside», saa at
den aldrig tager sig ud til sin Fordel. —• Dernæst» —
•Nok!» udbrød
Punch,
idet ban m ed et lynende Øje
kast rejste sig fra S to le n ,— »Nok! D ette — m ine H errer
•— er en Krænkelse af Privatlivets F re d ! De h ar Lov at
ransage m ine S palter og udforske mine A vertissem enter;
men m in Garderobes Mangler har Ingen R et til at be
brejde m ig. Thi vel har jeg ikke lyksaliggjort mine Abon
nenter m ed »nok en Spalte» fuld i f Avertissem enter
og •Landbrugstiden de» eller »Breve fra Island og V est
indien« — her tilkastede han
Dagbladet
et sm erteligt
Blik — »ej heller h ar jeg, uagtet jeg hvert Aar sender
over titusinde Verslinier ud mellem Publikum endnu op-
naaet «Digtergage» af Folkethinget eller Rejsestipendium
af »Naadessekretariatet», og ingen velhavende Mæcener —
h er saa
Punch
sig om baade til Hejre og Venstre — have
nogensinde øst Tusinder af K roner ned i min tomme
Kasse, men, mine Herrer, en saadan Haan vil jeg ikke
finde m ig i. Min Hofskrædder skal øjeblikkelig faa Ordre
til a t sy m ig en hel ny H ab it af rigtig tykt Velin. Den
skal nok blive færdig til Nytaar. Og hvad Regningen an-
g aar — ja mine Herrer, jeg er stolt af at sige det — da
stoler jeg try g t paa, a t mine trofaste Abonnenter nok ville
blive enige om skjænke m ig den Folkegave af
50
ø re
kvartaliter, der udfordres for a t hævde deres og min Ære.»
Et jublende Bravoraab afbrød Taleren.
Dr a c hman n
blæste Fanfare paa sit store Taagehoro,
Dassavisen
pif
tede i Fingrene, og K r ab b e greb sin Formandsklokke
og
ringede, ringede, ringede
— saa
Punch
vaagnede. Det
var Skrædderen, der kom for at tage Maal.
Naar jeg bliver stor.
(Frit efter Ch r. R.)
Haar jeg bliver stor,
Saa vil jeg selv være Professor,
Saa skal mig Be rg ikke holde paa Skjodet,
Saa vil jeg ha’e Smør paa Levebrødet,
Ha’e Lov at gjøre alt, hvad jeg vil,
Og især grise Kirkeh rigtig til.
Naar ijeg blivér stor,
Saa vii jeg bo, hvor Georg bor,
Lige saa tæt vedSpr e e i Berl in, ,
Saa jeg bestandig kan rode i ’en;
Jo, det er sikkert, naår jeg bliver stor,
Saa vil jeg være Martyr som min Bro’er.
Som Georg? Nei!
Næhi Saa vil jeg heller gaa Tange s Vej;
Saa kan jeg frit komme op at kjøre
Og tjene mangen en dejlig øre
Og kjøbe mig Grise selv, om jeg vil,
Ja rigtige Grise med1Fløde til. }■ c
*,
>
4
■
Til næste Aar
Er jeg lige saa stor som min store Bro’er;
Saa vil jeg ikke »er hedde den lille,
Og saa skal Højre mig ikke drille
Og sætte mig lig med de andre Fæ
Hos B e r g , eller kalde mig for Æh-Bæh.
Til næste Åar
Saa vil jeg stikke min storø Bro’er,
Saa skal jeg ordenlig knubse hin Ledr e ,
Saa han aldrig skal være knubset bedre.
Siger han «Fritænker» atter, jeg svær,
At saa vil jeg slet ikke sværge mer.




