422 / 433
414
Den yngste Edda.
(Efter N o r d e n s G u d e r.)
(Forttat.)
'
7
/v
/
, ....
>#0%
f e w i / i
l & a .
m
Jq,
¡fc—V— -)*
fv; ;
S i j
'üjy>s»
1
^ ; f r
*13
*3
l ^ j b '
'
>0>.
'X.*'
B n a rt udbredt laa for Øjet
Den Valgkreds, rund og stor,
Som jævnlig gaar i Tojet
Ved H ø g s b r o e s Sandhedsord.
Alt saa man i det fjerne
De Moderates Slot,
Hvor over H ø g s b r o e s Hjerne
Stolt raged’ hans Kalot.
Trygt stod bag faste Volde
De Moderates Rader,
De havde Hjælme og Skjolde
Af drevne As se ns-Plader;
Ved Porten som Soldater
Stod nogle i Gevær,
Med gode «Resultater»
Var Vejen brolagt her.
V ' i
-h
De
lod den lille Skare
Ad Porten ind marsehere.
Een indgang var der bare,
Udgange dog des flere.
Som Sandhedsfakler lyste
Her H ø g s b r o e s Folkeblad;
Derover H ø r u p gyste,
Han blev saa lidet glad.
Da H ø g s b r o B e r g mon kjende,
Han mæled’ blid og from:
«Min gamle Ven og Frænde,
Hvor det var pænt, du kom!
Bliv her ej gal i Skralden,
Gjør dig det mageligt!
In diesen hei.Vgen Hallen
Kemit man die Bache nicJU
/#
'irr'-y
■
End sagde med stort Snille
D^ Moderates Drot:
«Først vil vi holde Gilde,
Og det skal være flot.
Dernæst jeg vore Trætter
At ende foreslaar
I folkelige Idrætter
At se, hvo Pilsen faar!»
Saa blev til Højbords bænket
Det ædle Kløverblad;
I Horn blev flittig skænket
Alt til den varme Mad.
Da monne H ø r u p begjære
En Prøve holdt paa Stand
Og kvad; «Mit Foer jeg tære
Saa godt som nogen kan!»
Da svare d’ ham med Værdighed
H ø g s b ro i samme Stund:
•Jeg ved, med megen Færdighed
Du bruge kan din Mund!
Men Venstres bedre Del er
Dog prydet af en Mand,
Der sluger selv Kameler
Og Alt fordøje kan.«
Ind traadte flux i Hallen
En Udtraadt, sær at skue,
Højt op mod Hovedskallen
Sad Tænder i Kjæbens Bue;
Paa Læber og Fingerender
Man Tyggeværktøj fornam,
Kort, overalt sad Tænder
Undtagen i hans Kam.
Frembar da H ø g s b r o e s Jæ tter
E t Trug, hol smukt forgyldt,
Med Rigs- og andre Retter
Til over Randen fyldt;
H ø r u p tog Plads behænde
Alt ved det fulde Fad,
Mens ved den anden Ende
Hans Modpart trøstig sad.
Da blev der svarlig sluget
Foruden Rist og Ro.
Paa én Gang midt i Truget
De mødtes begge to.
Men H ø r u p hin Talerken
For Kjød kun gjorde ren,
i
Den anden havde hverkén
j Levnet Trug eller Ben.
Man under Spøg og Gammen
Fik H ø r u p s Ben bragt bort;
De sagde alle sammen,
Han kommen var til kort.
Hans Modpart, som ej levned’
Selv allermindste Snus,
Blev under Jubel nævnet
Som Venstres største Ljus.
(Sluttet.)
Theaterkatten spinder:
. . v •.
i"
Lindoir8 .Bøm i Mester See-
kamps Have.
Det var da endelig
en Gang eb ofdeniig Tallerken
Vælling.
Det ; gjorde
godt.
Skjendt lidt for meget Saltvand
i Formaden og lidt for meget
Flodvand i Eftermaden.
Salt
vandet kom af Taarers altfor
overdaadige Udgyldelse. Det var
voldsomt gribende. Jeg sad og
maatle stryge den ene
Taafé
værre end den anden væk
med Poten og Fidelle var lige ved at hyle højt, men jeg
fik ham til at gaa helt ned i Ejælderen og tude af, for at
det ikke skulde forstyrre Andagten. I ferste Akt sidder
en af Schandorpbs Livpræster og spiller Whist med Licbe,
Fru Nyrop og Fru Hilmer, der giver Partiet som horende
til Noblessen, hvem Kniplinger anbefales, Integade 1 •—
Og de har Allesammen ikke noget at gjere og forsvinder.
Saa kommer Hr. og Fru Riquebourg - om Forladelse,
Hr.
og Fru Lindow og unge Hr. Lindow er væk i unge Fru
Riquebourg — om Forladelse, unge Fru Lindow, og gamle
Hr. Lindow har Uheld med sig, fordi hans Koner vil løbe
fra ham. Og den ene er løbet og den anden slaar med
Vingerne. Og lille Frøken Lindow er meget forgabet i sig
selv. Og det var det naturligste i Stykket. For det var
vi andre ogsaa. Saa jeg tager ikke i Betænkning at sige,
at hun kunde være bleven en udmærket Killing, hvis hun
havde været født Kat. Nemlig i Retning af at rive og
kradse og klatre paa Bænke og springe omkring og slaa
Glas i Stykker. Og saa gaar det Hele videre med ædel
Ingenieur og Omvendelser og Opvækkelser, og den Fru
Lindow, som løb bort, saa sort som Kul, kommer igjen,