415 / 433
407
<gra
(
§rerkassen.
Til
Forhenværende Maskinist og Dagbogsmedarbejder,
V
nuværende Turist P e t e r s e n
i
Paris.
fK jæ re Petersen;
i
Medens Natten spreder sitStjeme-
|slør over den slumrende B y ; Gri
-
■nrnnim^^w^’Mber jeg ved den enlige Lampe;
Som oser; Pennen. Og udøser mine Sorger og Ung
doms Bekymringer i den aldrende faderlige Vens
Hjerte; Nemlig formedelst; som jeg har lært
af
P r i c e ;
at
deklamere: „Det gaar tilbage
;
Hakonlu
A f Ølenschlæger; Fordi D i er borte Petersen. Og
Éomandoen gaaet fr a Komandanten
,
Og Malle
Knallerup til Provinserne; Og Dagbogen i Komode
skuffen; Og Kunstens Sol bag Tordenskyer; Og det
Hele istaa; Og Balletten danser; Ikke paa Boser
men
paa
Ruiner; A f fordums Storhed. Og Operaen;
Vil jeg ikke tale om.
Og jeg siger det rent ud,
Petersen, at vi Alle sammen gaar og føler en Trang
og ønsker vi kunde gjøre; Noget men hvad? Fordi
Ingen kan jo ligge en Alen til Gevæxten og hvad
kunde det nytte; Selv om store Jensen kunde. Fordi
det vilde være Overflødighed. Og
vi
gaar og venter
paa at
det Vidunderlige skal vise sig; Som det ikke
vil. Og Etatsraaden viser sig nok en Gang imellem,
men det er ikke „det Vidunderlige“. Og en Gang
imellem har vi Debutant; Men det er heller ikke „det
Vidunderlige
“.
Og somme Tider har
vi
fuldt H u s
;
Og det er forunderligt, men alligevel ikke „det Vid
underlige“ ; Nemlig fordi hvor skal Folk gaa hen om
Aftenen; Som Deres Ægtemage Madam Petersen be
mærker; Der har det godt; Skjønt hun lider; A f
Længsel; Og Ligtorne. Men „det Vidunderlige“ vilde
være; Om vi ingen røde Plakater fik ; I otte Dage.
Saa vi kunde faa frem ; Hvad vi vilde. Fordi vi
gaar nu og spadserer i det røde Hav; A f Plakater.
Og er bange fo r at drukne; I Upasselighed. Og jeg
véd hvad D i vilde sige, Petersen; Nemlig; Do ska
bare lavær aa spækkélerer, Severine, men se etter
Sjæfen aa holle Retning aa lavær aa mokke i Ge
leddet;“ Som D i har let ved, Petersen; Fordi D i har
Erfaring og Disciplin. Men jeg ; Ikke en Gang Fø.
Og maa ikke Sjælens Bølger komme
i
Bevægelse
naar jeg læser i et Brev: Fra Malle; A t hun skal
spille „E va“, paa Skjelskør Teater; Den femtende.
Som er krænkende fo r os at vi kommer bagefter;
Som tyndt Øl. Og dersom bare Sjæfen kan føre os
igjennem dette røde H a v
;
Vilde Tilliden vaagne. Og
jeg ønsker tidt at han havde En til at vise sig Vejen;
Som var kjendt; I Farvandet. Men lille Brandes
er jo selv bleven Elev ; Og spiller Komedie, og har
optraadt; Som Debutant i Operaen „den Bergtagne“
paa
Christiansborgs Folketeater;
Og
store Brandes
sidder nede i Berlin. Saa vi har ingen Andre: End
L
—
O; Og Dasssvisen; Som er Skade; Fordi jeg er
bange; A t selv om vi Andre slipper igjennem; Mister
vi dog vore Kameler; Og hvordan skal vi saa komme
videre? Men D i skal ikke rejse hjem alligevel Petersen
;
Fordi
D i har
; En Mission; A t
udføre
. Men
D i
maa
sende
R i c h a r d
K a u f f m a n n hjem
til Sjæfen;
For
uden ham; Gaar det ikke. Eller ogsaa
maa D i
se
at faa Sardu; A t laane. Og
D i
kan se det er Alvor
ford i jeg har fældet Taarer,
Paa
P apiret
Og
Madam Petersen
ogsaa; Men det er
Snue.
Deres hengivne Plejedatter
S e v e r i n e A n d r e s e n .
skulde da være han, Skamdorf, men hos
ham blæser nu Vinden en Streg mere
til Venstre, og han har det maaske
raed flere Glas i Vagten, end som Holger
har. For Resten er der nu ved Drak-
mand saadan et Fat og saadan en
Tjærelugt, at man skulde tro, hanses
Fader var en Begmand og hanses Moder
en Troldkjærling.
Og derfor ligger
Tordenskjold ogsaa lige for ham, for
det var rigtig saadan en allerhelvedes
Karl som han selv, ogSnydeheld havde
de begge
to, ogVandet er deres Ele
ment, den ene slog i Vandet, og den
anden digter i Vandet; men Torden
skjold havde kun den Fejler, at han var
beskeden,
cg se
det lider nu Holger
intc af. Og begge to var de jo inte
godt set i finere Selskaft, men det brød
de dem heller inte om. —• Se, alt det
bar jeg nu tænkt paa, naar jeg om Af
tenen læste « Tor den s k j o l d » højt for
Mutter, som er temmelig vidtløftig og
i hele sytten Sange; men yndig er han!
Det Hele gaar saa gelinde. Og, skjønt
Versene løber ud og ind som Storskjø-
det af Blokken, saa er de dog af den
Slags, som jeg og mine Lige kan for-
staa. For jeg vil bare sige, at Vers
kan jo være gode nok til sit Brug, som
Kransekager og til Bedrøvelse, og til
Glæde, og i Adresseavisen, men ellers
vil jeg helst sejle dem agterud; men
disse hersens Drakmands
Vers, se,
det er ligesom det, de kalder Prosa,
bare at Linierne for et Syns Skyld er
sat som Vævlingerne i Vantet ovenover
hinanden. Naa, og saa er Holger li-
saalidt som E de v a r t bange for at stikke
en Ed ud, nej, af den Slags er der li-
saamange i Bogen, som der er Væggetøj
i en Kinafarer. — Se, Holger er nu oase
deri forskjellig fra Tordenskjold, at han
sloges med Svensken, men Holger slaas
helst med sine egne, og paa Esromsø
har han nok slået none ordenlige Slag ;
og hvis Holger skulde hente Folk til
Kongens Taffel, — hvad han jo heldig
vis inte skal, — saa blev det nok ingen
Præst. Han siger for Resten selv paa
Falderebet, at
„det er Tordenskjold
,
der slaar ned;“
nu skal vi se, om det
ogsaa biir
„Tordenskjold, der slaar an!“
S a lo m o n P lig th u g g e r.
å
an d ern es S p o rv o g n .
Romance-
Cyclus af
M. Gjørup
(T op p s Forlag).
Hr, Gjørup er kommen godt op at kjøre.
Man havde for længe siden vidst, at
han havde taget Billetten fra Parnassets
Port, hvor han ikke blev lakket ind;
men hvilken Billet og hvorhen? Det
var en usporlig Gaade. Nu véd man,
at det var en aandelig Sporvognsbillet,
der har bragt ham nd paa den store,
literære Kirkegaard.
Her hviler han
under et Monument, hvor man ser hans
Sangfugl; en Jhpp-Lærke, samt Ind
skriften: «Da
liegt der Gjørup begra-
ben
«. — Men hver Nat kjører han med
andre Kadaverlyrikere frem og tilbage
mellem Kirkegaarden og Kjøbenhavn.
Levvel og Kjørvel, Hr. K j ø r u p !
En fr a F o r fæ d r e n e s Sporvej.