430 / 433
422
Den yngste Edda,
(Efter Nordens Guder.)
(Sluttet.)
Mæled' da Høgsbro atter
Saa listelig i Sind:
•Paa mere Skjemt og Latter
Vi nu bør lægge Vind!
At hævne Hørups Ære
Æh-Bæh, er nu din Pligt,
Lad se, om her du være
Kan Alvorsmand paa sligt?*
Svared
1
hin Evropæer
Hr. Høgs bro uden Mén: V
•I sande skal, Æh-Bæh er
TU Fremskridt langtfra son;
Jeg kan mig sno og vende
Saa godt, som du fcrmaar;
Tbi vil til Maals jeg rende
Med, hvem du foreslaar !»
•Vist,» svared1 Høgsbro, «skattes
Den Leg blandt jer som god;
Hvad man i Ho’det fattes,
Det har man i sin Fod!
Dog med min Løber det nytter ej,
Du giver dig i Kast;
Han fra hvert Standpunkt flytter sig
I allerstørste Hast!»
Hans Tale havde fragtet:
Frem sprang, som Gnist af Staal,
Hans Løber, der sig bugted1
Saa smidig som en Aal;
Skjendt han var foran i Hoben,
Personene j klart man saa,
Skjult, som af Munkekaaben,
Loyale Tanker laa.
Blev om «den sorte Skole»
En Løbebane lagt,
Og som en utæmt Fole
Hver lob af al sin Magt,
Lig Blæsten der Skyen driver
Henover B læsenborgs Tinder,
Lig tvende Lokomotiver
Ad ABsens-Banens Skinner.
Men den Gaug Løbet endtes
Paa Dommerskarens Bud,
Hel klarlig det erkjeudtes,
Æh-Bæh var stukket ud:
Mens knap med Hælvten til Ende
Af Løbebanen han kora,
Hans Modpart løb den behænde
Baade hejre og venstre om.
Sligt Resultat for sande
Rent Bergs Humør forjog;
Dybt i sin aabne Pande
Han sine Folder slog.
Han mæled: «Tro blot ikke,
Min Magt blev rent til Vandi
Kom an, og lad os drikke I
Jeg værge vil mit Land!»
Et Horn, hvor
.*M ilitæ rlo v
Stod. prentet i dets Guld,
Fik Berg, som tog sig her Lov
At tage Munden fuld,
Hau drak, som Ørknen drikker,
Naar Regnen til den kom,
Som Sehel de, da han blev Nigger-
Kaptain i gammel Rom.
Men der han det tog fra Munden,
Det ikke blev fordulgt,
At der var langt til Bunden,
Thi nu var Maalet fuldt;
Det skvulped1med vrede Vover,
Men Draaben, tung og stor,
Som volded1, at det flød over,
Det var hans »sidste Ord».
Af Harm da Berg mon snøfte,
Sligt Tab var ham for drøjt;
Mod Høgsbro vilde han løfte
»Ideens* Fane højt.
Dog skjondt hans Ord var glubske,
Hans Kræfter ej forslog.
De fjorten-Tommers Kruppske
Ham Løftelsen betog.
Men Berg gav end ej efter;
Han raabte overlydt:
•Kom, lad os prøve Kræfter,
Thi jeg er nix forknyt!»
Da klang fra H øgsb ro es Trone
Sagtmodig, blidt og smukt:
•Vi har en gammel Kone,
Med hvem du ej faar Bugti*
En gammel Repræsen-Tante
Kom hid fra S teg e By,
I Haand hun holdt sin vante
Familieparaply;
Med den hun trodsed1 Regnen
Af Spot fra »Evropæeme«
Og slog til Bogødegnen,
Saa han kom fælt paa Kn æerne.
Da lofted’ han sin Skralde,
Og uden mere Spræl
Han agted at slaa dem alle
Til Hobe moralsk ihjel. —-
Da svandt den hele Skare1
— Han kom til den Erkj endelse,
Åt hele Mødet var bare
Lidt Høgsbroesk Øjenforblændelse.
Som Morgendug for Solen
Den hele Forsamling svandt:
Alene paa Talerstolen
Han i én Kro sig fandt!
Slet ingen saas at skjænke
I Glas til Venstres Lov,
Han stod blandt tomme Bænke;
Kun Værten sad der og — sov.
F ru Sørensen.
Tak, sode Fru Schrøder, bare lige
paa Bunden af Koppen, for jeg skal sige Dem, nu lige
midt i Juleknaset tør man jo ikke overlæsse sin Fordøjelse,
og det var rigtignok kjedeligt, vi ikke fik Dem, hverken
Juleaften eller i Juledagene, men Vejret har jo været saa
forskrækkeligt, at vi slet ikke har turdet bede Dem, da
De jo ellers maatte have havt den Udgift til Vogn, og
det var rigtig nok en nydelig Julegave De sendte til mig
og Sørensen, den Bog af Herman Bang, og jeg vil da
haabe De selv har faaet den forærende i Forvejen og ikke
givet Penge ud til den, for den var jo skaaren op, og jeg
glæder mig rigtig til at faa den læst hejt om Aftenen af
Petrine, for ved Lys taaler mine Øjne ikke godt at fatti-