431 / 433
428
geres, og Frits siger, den er meget pikant og en hel Del
uanstændig, men Gud, Sørensen og jeg er jo ældre Folk,
og hvad Petrine angaar, har hun jo villet være Mediciner*
saa det gjør ikke Noget, og vi hængte den i Toppen paa
Juletræet og Sørensen trode hele Tiden, at det var en
Attrappe med Godter i, men vi havde slet ikke Knas paa
Træet i Aar, fordi lille Ambrosius skal vænnes af med den
Slags, nu han er over tre Aar og skal opdrages til en
Alvorsmand med Sans for Livets og Samfundets Proble
mer og Videnskaben og Kulturhistorien og hvad det
nu hedder alt sammen, saa han fik lutter nyttige Ting, og
af mig fik han et Skrivertøj, og af Sørensen et Askarid-
barometer, og af Frits et Tegnebestik, og af Petrine et
græsk Lexikon til han bliver stor, og saa sad han hele
Aftenen henne under Juletræet og lagde mathematiske Fi
gurer med sine Frøbelske Børnehaveklodser, og vi andre
spillede saa Whist, og det var ret en dejlig Juleaften og
ikke som den Gang vi var unge, da vi rendte og fjantede
og koketterede med de unge Herrer, og kan De buske paa
Juleballet, da salig Schrøder friede til Dem, midt i Bord-
dansen og De rev Tommelfingeren af Deres hvide Hand
sker, som dog ellers godt kunde have været vadskede og
brugte en Gang endnu, i lutter Befippelse, men saa tossede
er de unge Mennesker da heldigvisvis ikke nu til Dags,
og de har mere Sans for det alvorlige, som Frits siger,
kommer af de øjropæiske Strømninger, der er naaede ind
til os, og derfor er det vist ogsaa der er kommen den
Ustadighed ind i Vejrforholdene, for naar der er Noget i
Vejen om Sommeren, siger Aviserne jo altid der er gaaet
Noget galt med Golfstrømmen derovre fra Amerika, og nu
glæder vi os jo over, at Helligdagene ere forbi saa de be
gynder igjen i Theatrene, og det er sandt, jeg skulde jo
have fortalt Dem Noget om Juleudstillingen, men den har
jo ikke saa meget at sige som den om Foraaret, hvor det
hører med til Sæsonen og De kan tage og' læse den, der
stod i «Nationaltidende» forleden og som var akkurat som
om jeg kunde have skrevet den, og det er sandt, kjære
Fru Schrøder, vil De komme og spise hos os anden Nyt-
aarsdag, for saa lever vi hojt paa Levninger fra det storø
Skrald vi skal have den Første, men som vi ikke beder
Dem med til, for det er lutter unge Mennesker af den
ojropæiske Retning, som er Venner af Frits og Petrine,
og jeg véd, De holder ikke saa meget af den Nation,
men jeg tænker nok de levner en hel Del af den gode
Mad, for de snakker saa grålig bele Tiden og jeg har
instrueret Pigen til at skifte lidt hurtig med Talerknerne,
og saa kan vi have det lidt i Ro for os selv og sidde og
faa os en ordenlig Passiar i Mørkningen. Og nu Farvel
sede Fru Schrøder, og glædeligt Nytaar og Tak for det
gamle.
Hvad der laa
om
Smørret.
■
ÉZmk
Mogensen
havde juletravlt.
=r^sl •
^ans
bager var gaaet
i
-®n^ør
°S
Gjæs, Pølser
°®’
Skinker, Smør og Ost van-
« p k drede fra Væggene hen paa
j y §
® ||||
Disken og fra Disken ud af
Døren for aldrig at vende til—
bage til hans gjæstfrie Pavlun.
Grisesylten stod og bævede i
Forventningens salige Hen
rykkelse, og den lille skoldede Gris henne i Krogen
saa ud, som om den selv i Døden havde slaaet Krølle
paa Halen for at gjøre sig saa lækker som mulig for
Kunderne.
«Iutø noget Skriftelig denne Gang,» sagde
Mo
gensen,
idet hans vanhellige Haand rev to Blade ud
af S e c h e rs «
Æ gtemæ nd
», der laa paa Disken til
det Brug, — «Værs’artig — glædelig Fest
!
— Tak i
lige Maade!
—
Var det Spegeskinke, lille Madam? —
ådjøs Hr.
Punch
og god Lykke i det ny Aar!»
At sige, at
Punch
ikke følte sig skuffet, vilde
Redaktøren af
Dassavisen
for et Aars Tid siden begik.
Det var Side 35
—
36. Det var Noget
apropos
en
kirkelig Vielse, hvorom Hr. S ech er udtaler:
— «skal jeg svare paa, om jeg har raadført mig med
Gud osv., og da jeg nu ikke tror paa et s&adant Væsens
Existens, vil jeg heller ikke nedværdige mig ved for en
stor Forsamling og ved en højtidelig Lejlighed at gjøre
mig skyldig
i
en saa aabenbar Løgn ved at svare: «Ja!«
(en Smørklat). Det, jeg saa stærkt bebrejder vor Sam
fundsklasse er (Smørklat) den Letfærdighed, hvormed den
omgaas alle Livets alvorlige Spørgsmaal. Og er der Noget,
der er skikket til at fremme denne Letfærdighed, Lige
gyldighed og Sløvhed, saa er det netop stadig at bevæge
sig
i
Former, man ikke tillægger nogen Betydning,
at
sværge ved Noget, man ikke tror
paa*),
og (Smør-
klat) naar nu Folk ser, at vi, der offenlig vedkjende os af
vigende Anskuelser, dog stadig bøje os under de samme
Former, saa maa Respekten for Alvor og Sandhed svækkes
og de betydningsfuldeste Handlinger nedværdiges til det
modbydeligste Gjøgl.*)»
Punch
puttede Papiret i en Konvolut og skrev
være en uværdig Fremgangsmaade lige over for god
troende Læsere. Han havde gjort sikker Regning paa
Smørpapiret.
Der iaa det! Men hvad der stod paa
det, var trykt og læst og glemt for længe siden. Hvad
stod der da egenlig paa det?
Punch
greb Papiret.
Det var som sagt et Blad af den «Samfundsroman»,
udenpaa:
Til Hr. Doktor pliil., Folketingsmand Eed, B ra n d e s .
NB. At læse i Enrum.
*)
Her var kommet Smør paa, derfor staar det med «fede» Typer.