49 / 433
42
Fredspolitik.
IfeSykfalig T y f k l a n d er forvift,
D et trues ej af Krig og Tvift,
Nej, Sværdet rufter der i Skeden,
Thi BlSMARCK fikrer Verdensfreden.
Han ved fin Toldlov ret forftod
A t hjælpe Rigets Mønt paa Fod,
Saa rundt omkring i Landets Kasfer
Han har af Reichsmark hele Masfer.
Paa al T ing faa han, ftort og fmaat,
Og fe, det alt er faare godt,
Endikøndt hans Riges Velftand fes i en
Fatal Belysning hift i S c h l e f i e n .
Nu har han givet fig i Færd
Med at forftærke Tyiklands Hær!
— Den ædle S jæ l! Han handler ftedfe
I Verdensfredens Interesfe.
Bekymret han imødefer
Den Tid, hvor h a n er ikke mer,
Og F r a n k r i g s Mænd, lig Leoparder,
Flaar Tyikland for dets Milliarder.
Slig Mulighed naturligvis
Forpurres maa for hver en P ris;
Derfor han førger for i Tide
A t ikaffe Landets Mønt til Side.
D et gaar for ham, fom det var fmurt,
Hans Krigshær levner ikke ftort
A f Mynt, nej rovbegjærlig findet
Den Tyiklands Velftand flaar til Skindet.
Og naar en Gang den Time flaar,
D a Frankrigs Hær i Tyikland ftaar,
Saa kan man derpaa fikkert ftole,
At
d e r bli'er ingen T ing at hole.
Hvor intet er, indfer man let,
Har Kejferen felv tabt fin Ret,
Og en
G
ambetta
,
nok faa ikrækkelig
Kan gjeme ftrax gaa hjem og lægge fig.
Derfor kan Tyiken ftole paa,
A t ingen Fjende kan ham flaa,
Selv
naar
han ikke mer beholder
Sin
F a r i fæ e r
og fin T o l d e r .
indefesten i Morgengnavet.
I Lørdags Aftes
afholdtes
der
i
Morgen-
gnavets
velbekjendte
Beverding en Mindefest
i Anledning af, at det snart kunde
blive saadan
omtrent et Aar siden, at F i s c h e r havde
givet
Digtergage til «Fiskernes» Digter.
Maaske
var der
ikke saa fint der, som ude i
Kasino,
hvor det
fine Kjøbenhavu fejrede sin Mindefest; men saa
var det til Gjengæld de rigtige
Zwiebelfiskere
selv, der holdt Fest, og
saa var der H o l g e r
D r a c h m a n n , der havdesamlet
dem om sig,
for i deres Navn at nedlægge en Selvrosenkrans
paa Digterens Høj.
Festen, som havde det ægte Høj-Tidspræk,
aab-
nedes a f H o l g e r D r a c h m a n , d e r ytrede,
at
enhver
Høj eller lav, mindedes denne Dags Betydning.
Han kunde ikke mindes H ø y e n uden med stille
Vemod. Var end «Fiskernes« Digter den mest
fremragende blandt Folket — endog hvad Højden
angik, saa fandtes der dog mange lave Sjæle, der
ikke vilde indrømme det. Dog fortrøstede han sig
til, at naar han var højlagt og man
omfem hun
drede Aar vilde grave ham
op og tegne hans Liv
i de store Træk, saa vilde han nok sige, der var
Høg over Høg.
,
Derefter afsang man følgende skjønne Sang,
der højlig bidrog til at forhøje Stemningen:
I «Nejere», som pleje
At færdes Dag og Nat,
Paa Venstres vaade Veje,
Blandt alskens Revl og Krat,
I nævned Navnet ofte,
Det klang fra venstre Fløj,
Naar paa Bnndtmagerlofte
Der tidt var stort Halløj.
Han Esrom-Søen pløjed,
Han Digtergage nød,
Med Brandes han fordojed
Hel tidt usyret Brød.
Hvad ban i Verden tabte
Ved mer end ét Forlis,
Det vandt han, da han skabte
«To Byer» i Paris.
Vi elsker og vi ærer
Det unge Danmarks Skat,
Thi endnu stedse bærer
Han, som han vil, sin Hat,
Som Orlogskonge troner
Vor Skjald ved højen Mast.
I, F i s c he r s Mændog Koner,
Hold paa hans Sange fast!