479 / 633
Af B orgm ester J. Jensens B arn dom serindring er
469
anden slap. Lærer Larsen, der hørte den fremmede Røst,
hævede Hovedet og saa paa mig gennem sine skarp t
slebne Briller, idet han spurgte: hvem er det? Jeg sva
rede troskyldigt tilbage, at det var mig, men paa Spørgs-
maalet, hvad det var for en »mig«, vidste jeg kun at
svare, at min l ader var inde hos Degnen. Jeg tror nu
nok, at nogle af de store Drenge sagde, at jeg var Jens
Nærmarks Jens, men i det samme kom Degnen Ravn og
min Fader ind i Stuen, og nu foregik den egentlige Præ
sentation.
Hvad der var mig paafaldende inde i.Skolen, var et
Billede, der hang paa den ene Væg, forestillende en
krumbøjet Mand med en Tophue paa Hovedet, d. v. s.
det lignede nok en Mand, men jeg savnede Armene, og
Benene var heller ikke rigtig skilte ad; jeg syntes, jeg
havde set det Billede før og at det da havde præget
sig saa dybt i min Erindring, at jeg aldrig kunde glemme
det. Det, der var Tale om, var Danmarkskortet, hvad jeg
jo først senere blev klar over, og mit første Møde med
dette Kort var nok sket 3—4 Aar forud, da jeg blev vak-
cineret, hvilket netop skete i Skolen. Smaabørn har ofte
en forunderlig Evne til vedholdende at stirre paa et eller
andet, der fæstner deres Opmærksomhed, og jeg tror, at
der ved hin Lejlighed er blevet siddende i min Bevidsthed
det omhandlede Billede; jeg har ogsaa som voksen
ofte mærket, hvor let Billeder af Personer, men navnlig
af Ting, Huse, Landskaber osv., jeg har set, har staaet
saa k lart og skarpt i Erindringen, at jeg naar som helst
har kunnet tage dem frem i Erindringen og ganske tyde
ligt set dem, som man siger, med det indre Øje.