202 / 209
190
FYEN S G JENEROBRING
1659
.
kjække Mænd blev Helten, som førte Sejren hjem. Efter at have
bragt Orden i sin Kamplinie, var det lykkedes ham paa en eller
anden Maade — hvorledes vides ikke — med sine Ryttere, Dron
ningens Livregiment og Regimentet Brockenhuus, paa yderste
højre Fløj at trænge over de store Grøfter og Grave i det
mosede Terræn, der før havde standset ham; pludselig stod han i
Flanken paa Henrik Horns Stilling. Det Nærmere ved den Kamp,
der nu begyndte og som endte med Horns totale Nederlag, kjendes
desværre heller ikke. At den har været haard, og at det danske
Kavalleri maa have lagt Kraft ind i sit Indhug, tør man slutte deraf,
at Horn, en uforfærdet Kriger, raadede over et fortrinligt Rytteri,
der i Tal var Ahlefeldts ikke saa lidt overl egent . Langvarig har
Kampen dog neppe været, thi, endnu forinden det svenske Fodfolk
havde maattet give tabt ved Bavnergaard, og medens Sulzbach endnu
»lystigt tumlede sig« med Eberstein ved Rejstrup, var Horn med
hele sit Rytteri vistnok kastet indenfor Nyborgs Volde, udenfor hvis
nordvestlige Bastion, paa Markerne ved Ladegaardssøen, Ahlefeldt
efter Forfølgningen paany ordnede sine Skarer.
Ved Horns Flugt blev det iforvejen ilde stedte svenske Centrum
fuldstændig blottet i sin venstre Flanke, og en frygtelig Sjæbne over
gik nu dette fortrinlige Fodfolk, der hele Dagen igjennem havde
kæmpet med ikke mindre Tapperhed og Udholdenhed end det svenske
Rytteri og væsentlig havde bidraget til, at Indledningsslaget var faldet
heldigt ud. Trampes holstenske og jydske Ryttere, v. d. Naths
Kroater og Pandurer, Qvasts brandenborgske Dragoner, men forrest
af alle Piasczynskis polske Landsenerer, der vilde hævne deres An
førers Død, styrtede sig nu, da Intet hindrede dem, som en susende
Krigstjeneste under romerske Faner som simpel Officer . . . under de kejserlige
Bannere forfremmedes til Ritmester; derefter i fransk Tjeneste ved sin Tapper
hed steg til Oberstløjtnant; i den svenske Hær naaede en Obersts Rang; endelig
gik i den berømmelige Frederik III’s Tjeneste for at krone sin i Østerrig,
Frankrig og Sverig erhvervede Hæder ved fædrelandsk Daad . . . udmærkede
sig ligesaameget ved Mod som ved Ivjækhed, ikke mindre i Kampen bag Volde
og Grave end ved heldige Udfald . . . hvorfor han, elsket af den forevigede
Frederik III, blev forfremmet til Generalløjtnant, derpaa udnævnt til Befalings
mand over Saltø og Dragsholm og senere til Stiftsbefalingsmand over Fyen og
Kommandant i Nyborg Fæstning . . .«