27 / 207
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
Hermed er vi tilsyneladende kommet de to magistratsmedlem
mer i Blåtårn ret fjernt. Men som magistratsmedlem og storhan
delsmand færdedes Hans Sørensen (om Hans Johansen er det
vanskeligere at udtale sig) i det grænseområde, mellem politik og
erhvervsliv, hvor faldgruberne er mange, og hvor selv den snildeste
kan miste fodfæstet. Den gamle »forbrydelse« fra belejringstiden
kan kun have været et påskud, men hvorfor blev den gravet op?
Var det for at forbedre finanserne ved at slippe for at indløse
Amager? Det kan udmærket have været en bihensigt, men næppe
mere. Hovedårsagen har efter alt at dømme været, at Sørensen
eller Johansen, sandsynligvis den første, har trådt enten selve
kongehuset eller en eller flere mægtige for nær. Fornærmelsen
kan have været af verbal art, Sørensen synes at have været en
temmelig frit talende mand, men der kan lige så vel have været
tale om strid om håndgribelige interesser, Færøhandelen
f.ex.,
hvor han måske havde generet Christoffer Gabel, eller Islands
handelen, hvor, som vi netop har set, kun de allerstærkeste kunne
klare sig i konkurrencen, og hvor de stridende parter ikke var
kræsne i valget af midler.26
I II
Hvis en københavner fra belejringens tid blev spurgt om, hvem
der vel var stadens rigeste mand, ville han sikkert svare, at det
var den ene af St. Petri tyske Kirkes »ældste«, kræmmeren Al
brecht Itzen.
Som »fransøsche kræmmer« havde han allerede 1630 så omfat
tende forretninger med staten, at han fik udbetalt 400 rd. »på
regnskab« af sit tilgodehavende, der da androg 1.300 rd.2' Hans
speciale var udsøgte varer. 1636 leverede han kramvarer til Klæde
kammeret til brug for hertug Hans af Sønderborg og grev Valde
mar for 798 rd., og 1639 skaffede han kongen en kastorhat.2S
27