P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
Jean le Clerque, som også blev hans svigersøn, om handelsfælles
skab. En halv snes år senere var forholdet knap så idyllisk, en strid
mellem parterne havde været for voldgiftsmænd, men Itzen var
utilfreds med deres kendelse og gik til Herredagen, le Clerque
hævdede at have bragt en anselig sum penge, gode varer og tilstå
ende gæld ind i firmaet; især stod striden om forretningsbogerne.
Itzen opnåede imidlertid kun at blive idømt en bøde på 100 rd. til
de husarme, fordi han havde indstævnet en voldgiftssag,53 og det
hjertelige forhold mellem svigerfader og svigersøn manifesterede sig
siden ved, at le Clerque optrådte for den tidligere nævnte Johan
Wiltz’ enke og gjorde krav på 1.825 A- f ° r vareleverancer 1631
og 1632 —men her gik Itzen af med sejren, idet Herredagen kendte
fordringerne forældede.54 Om selve forretningerne kan følgende
oplyses. 1652 fik Itzen for 1.120 sldr. pant i kongens staldmester
Nicolai v. Werles gård uden for den gamle Østerport.50 1657 ^
han en obligation af Christian Sparre på 380 sldr. —betalt blev
den først i66g.5GOg det samme gjaldt den obligation, Jens Hvas
udstedte til Itzen s.å. på 939 rd., men først efter at den var blevet
fornyet 1661 (med påløbne renter var den nu på 1.144 rd.), og
efter at Højesteret 1662 havde dømt Hvas til at betale, hvad han
aldeles ikke gjorde, så at Itzen endelig 1669 søgte og fik arrest på
ham.oT Også Mogens Kruse til Spottrup skyldte ham penge,58
medens en fordring på Ulrik Christian Gyldenløve førte til adskil
lige forviklinger. Kreditorerne var nemlig mange. Mest gjorde
Jacob Roluf i Hamborg sig gældende, han havde krav på ikke
mindre end 16.200 rd. og var ikke tilfreds med det udlæg, der
var gjort ham. Bertel Jensen
i
Viborg og københavnerne Johan
Lehn og Esaias Fleischer var ude i samme anliggende.59 Sagen trak
ud. 1664 hører vi, at bl.a. Selio Marselis’ arvinger, Itzen og Peder
Pedersen Lerche skulle fremlægge deres beviser.00 Endelig 1665
fandt Højesteret, at Mette Rode, Cort Mercker og Itzen havde
3
33