34 / 207
J O H A N J Ø R G E N S E N
præsteret præstanda, hvorfor de kunne beholde, hvad de havde
bekommet. Selio Marselis’ arvinger, og Johan Gaarmand var ikke
blevet lovligt stævnet og var således uden for sagen, medens Peder
Pedersen Lerche ikke havde bevist sin fordrings rigtighed, hvorfor
hans udlæg kom Roluf til gode, og det samme gjaldt Otto v. Osens
og Bendix Lauritsens fordringer.61 Sagen er et udmærket exempel
på, hvor længe kreditorer i de tider kunne komme til at vente på
deres betaling; Gyldenløve var død, syv år inden den endelige af
gørelse faldt.
Skånes overgang til Sverige må have voldt Itzen vanskeligheder.
1660 havde således en af hans debitorer Fadder Olsen i Malmø
opgivet til de svenske myndigheder, at han skyldte Itzen 1.2 10 rd.
med det resultat, at fordringen blev beslaglagt. Men Itzen vidste,
at Olsen havde »en temmelig summa« at fordre i Gyldenløves bo,
og resultatet blev, som vi har set, at Itzen indblandedes i dettes
langvarige afvikling. Også den københavnske købmand Niels Aage-
sen, som havde handlet en del på Skåne, var blandt hans debi
torer, og 1665 forlangte Itzen sammen med Henrik Jakobsen,
Jørgen Hansen, Baltzer Seckmann og den tidligere nævnte Hans
Pedersen Klein udlæg i en kongelig anvisning på 60 tdr. hrtk.,
da der ikke var fundet andet i boet.62
Selv brugte Itzen et kongeligt pantebrev på 1.243 r(^- som be"
taling til Oluf Rosenkrantz63 - man tør måske tro, at kursen på
de kongelige anvisninger, restsedler o.l. har rettet sig lidt ind i
1660’eme, da krongodsudlæggene dog til en vis grad satte real
værdier bag papirerne.
1661 optrådte han sammen med guldsmed Carsten Laurensen
på en Bordeaux-købmands vegne og fik arrest i en ladning vin,
brændevin, svedsker og nøddetræsplanker, som med en køben
havnsk skipper var afsendt for regning Aert Dix i Amsterdam. Dix
havde trukket sig ud af handelen, og Itzen og Laurensen fik, sam
34