167 / 587
156
Glarmester-Zunft
silde, naaede man saa at sige aldrig udenfor Faget. Det
var Levebrødet, og det at kende sit Arbejde og kunne
udføre det godt, var i Grunden alt, hvad m an stræbte
efter. Interesser udenfor var saare sjældne. Derfor til
hørte m an ogsaa sit Haandvæ rk med Liv og Sjæl og
følte sig som ét med det. Alt, hvad man skulde have
af Ære og Anseelse, maatte komme fra Haandværket.
Man sætter en Stolthed i at tilhøre det »højlovlige og
kunstelskende« Lav. Af Glarmestrene benævnes Sven
dene som Helhed altid som »die günstigen Gesellen«.
F o r Samlivet indenfor Lavet og mellem Mestre og Svende
indbyrdes udviklede der sig derfor en Række Vedtægter
og Ceremonier, som overholdtes meget strengt.
Fo r Glarmestersvendenes Vedkommende er vi i Stand
til at skaffe os en meget nøje Indsigt i deres indre Liv
og den Højtidelighed, hvo rmed de omgærdede deres
Sammenkomster, igennem de to Protokoller, der er be
varede.
Det fremgaar af disse, i hvo r høj Grad den enkelte
tilhørte Faget, i saa høj Grad endog, at han i mange
Henseender slet ikke havde noget Privatliv.
Lige fra det Øjeblik, Glarmesteren ind traad te som
Lærling, tilhørte han Lavet, indskreves i Protokollen og
var Medlem af Mesterens Hus og Hjem, dog for de fle
stes Vedkommende saaledes, at han mere var et Tyende,
der ikke blot skulde lære Faget, men ogsaa var pligtig
til at udføre alt i Huset forefaldende Arbejde. En Læ r
ling kunde roligt sige, at fra den Dag, h a n begyndte i
Mesterens Hus, var Barnetiden forbi. Ikke alene Slid og
Slæb fra Morgen til Aften, men ogsaa tit en unænsom
Behandling. Svendene regnede ham ikke for noget, men
betragtede og behand lede ham i Reglen som en, der
var frit Slag paa. At gaa med ham paa Gaden eller i
det hele taget færdes med ham udenfor Arbejdet var
under en Svends Værdighed, ja, der var endog streng