173 / 587
162
Glarmester-Zunft
som var dannet i de fleste Søstæder. Var han en »Ober
länder«, d.
y
.
s. udlært i en By inde i Landet, regnedes
han ikke for noget, fik hverken Geskænk eller i det hele
en venlig Modtagelse, forinden h an havde ladet sig gøre
til Svend her og givet sit Svendeøl.
Dette holdtes der meget strengt paa. Pudsigt nok
synes Lavet i Lübeck ikke at have hørt til Seestädter-
Forbundet, og en Svend fra denne By, der ankom 1704
og havde faaet Arbejde hos en Mester, blev tvunget til
at rejse bort.
Mestrene synes dog ikke at have villet bøje sig for
denne Afgørelse og tilkendte Lübecker-Svenden Ret til
Arbejde, men heri fandt Svendene sig ikke og afsatte
deres Bøsseskaffer, »fordi h an ikke havde taget sig syn
derligt af denne Sag«, og idømte ham en Bøde, som
han maatte finde sig i at betale.
At lübske Svende — for ikke at tale om »Ober
ländere« — paa den Maade flere Gange afvises, naa r
de ikke paany vilde lade sig gøre til Svende her, fore
kommer meget hyppigt. Bl. a. ser vi saaledes 1712, at
en Svend vægrer sig ved at staa i Forsamlingen med
en anden Svend, der havde arbejdet i Lübeck. Mestrene
synes dog at have taget sig af Lübeckersvenden, i hvil
ken Anledning de københavnske Svende skrev til H am
burg for at høre deres Mening. Hamburg gjaldt nemlig
som en Slags Højesteret for Afgørelsen af zünftige Sager.
Svaret lød, at i Hambu rg blev en Lübecker-Svend
ikke estimeret. Københavner-Svendene mente derfor,
at de billigvis heller ikke kunde det og gik til Me
strene med denne Besked. Disse var ikke helt tilfredse
med Svaret og idømte samtlige Svende en Bøde paa
hver 1 Rdlr., og hævdede, at m an skulde modtage
Lübeckeren, indtil der mulig kom »Treibbrief« eller
»Amtssiegel« om ham , d. v. s. indtil der indløb en
Klage, der gjorde Modstanden berettiget. Herpaa vilde