172 / 587
Glarmester-Zunft
161
igennem. Resten h a r kun haft Arbejde nogle Uger eller
Maaneder, allerhøjest et Aar.
Men netop fordi Fo rholdet var dette, blev det nød
vendigt for Svendene at skabe en Organisation, der i saa
vid en Grad som mulig var bygget op om den rejsende
Svends Tarv.
Det gjaldt om at skaffe h am Underhold, Rejsepenge,
Hjælp i Sygdom og Nød, hvis intet Arbejde var at faa.
Men for at sikre sig imod, at man kom til at
hjælpe andre end sine egne, gjaldt det om at omgive
sig med et s aadan t Net af Sikkerhedsmidler, indrette et
saadan t System af Legitimationsregler, at kun den ind
viede kunde bruge det. Thi Eu ropa s Landeveje var fyldt
af farende Folk, ikke blot rejsende Haandværkssvende,
men al Slags løst Pak, Gøglere og Æventyrere mellem
h inanden . Dem maatte man værne sig imod ved alle
Midler.
Et af disse va r nu den indenfor Haandværksfag
brugelige Hilsen, den saakaldte Gruss, i Reglen en Række
Høflighedsudtalelser og gode Ønsker for Fagets Mestre
og Svende.
At Glarmestrene h a r haft en saadan Gruss, er sik
kert, men desværre kender vi den ikke nu. Den b rug
tes som Hilsen, naa r man holdt Samling, og n aa r man
som Rejsende henvendte sig til en Mester eller Svend.
Den var Tegnet paa, at man hørte Faget til, og at man
kunde give Vedkommende Hjælp, som de altid trængte til.
F o r Glarmestrenes Vedkommende ydedes den i Fo rm
af »Geskænk« til enhver Svend, der kom rejsende, eller
som skulde paa Farten, og alle var pligtige til at give
den vedtagne Skærv.
F o r den tilrejsende Svend gjaldt det imidlertid om
at have sine Pap irer i Orden og sin Samvittighed ren.
En Glarmestersvend, der kom til København, maatte
saaledes være »Seestådter«, d. v. s. tilhøre det Fo rbund ,