171 / 587
160
Glarmester-Zunft
Efter Svendeøllet fulgte en ny Fase i den unge
Svends Tilværelse — Vandringen, thi det var ikke vel
set, at den unge Svend blev i sin Læreby, og rigtig Ag
telse fik han ikke, før han havde rejst.
Denne Overgang fra den i alle Henseender bundne
Læretid til det frie Vandringsliv var natuligvis lokkende
for mange paa Grund af F riheden og Æven ty rene, man
kunde nyde. Alligevel, der var dog saa mange mindre
behagelige Sider ved Vandringstiden, og der skulde tit
døjes meget ondt, lides Sult og Savn paa Rejsen, at
man ikke kan tænke sig, at Vandringen i det lange Løb
vilde lokke Svendene til at forandre Sted saa ofte, som
de faktisk gjorde. Forklaringen til den hyppige Skiften
Opholdssted maa da heller ikke søges i Rejselivets Til
lokkelser alene, men simpelthen i Nødvendigheden. De
smaa Ryer, de smaa Forretninger, der for Glarmestrenes
Vedkommende hørte til de store, n a a r m an kunde be
skæftige to Svende, havde saa lidt Arbejde til daglig, at
Reglen var den, at Mesteren med en Lærling kunde
overkomme det. Derfor maatte Svendene skifte saa tit,
stadig være paa Jag t efter Arbejde, ikke blot indenfor
Landets Grænser, men ogsaa udenlands.
Rejselivets egentlige og dybeste Aarsag var Arbejds
løshed. Den fattige Svend maatte ofte strejfe Eu ropa
r und t i Maaneder for at finde et Sted, hvo r han i nogen
Tid kunde tjene Rrødet.
Og fik han endelig Arbejde, var det aldrig ret lang
varigt. Undersøger vi saaledes Svendenes P rotoko l for
Tiden 1761— 1770 vil det ses, at der i dette T idsrum
h a r arbejdet 118 forskellige Svende hos Glarmestrene,
hvad der betyder en meget hyppig Omveksling. Det
viser sig nemlig, at af disse 118 Svende h a r kun et Par
Stykker været beskæftiget i længere Tid, nemlig fra tre
til fire Aar, og kun en enkelt h a r arbejdet alle ti Aar