438 / 587
4 2 6
Smaastvkker
Med Spisemesteren, Schelund, var der meget Vrøvl.
Klage indløb paa Klage, og at det stundom gik varm t til,
viser følgende Skrivelse fra Spisemesteren til Kommis
sionen:
For om m u lig i F rem tid en at kunde b live b efriet for
flere ubehagelige Om stændigheder, som nu ad sk illige Gange
er ind tru ffet, nød sages jeg til at g ive følgend e til K ende:
T orsdag Aften d. 15. hujus kom Sem. Hans Christensen
ind udi m ine Væ relser og uden m ig nogen bek end t Aarsag
ud lod sig m ed ad sk illige grove Udtryk m od m in Kone, og
form ed elst at jeg ikke var hjemm e, svarede hun b em eldte
Sem. a ld eles in tet paa hans fornæ rm end e Talem aader, uden
hun bad ham at gaa ind i Sp isestuen , og om han havd e no
get at klage, han da desangaaend e v ild e h en v end e sig til sin e
Lærere, hvorpaa han igen svarede m in Kone, at hun ej havde
nød ig at være storagtig, ford i h en d es Mand havde væ ret V in
tapper.
Han kom atter igen Mandag A ften d. 19. hujus, da han i
Sp isestuen ud viste en sæ rd eles vold som Foretagend e mod
m in T jenestekarl, da han m ed fri V ilje og uden Aarsag slog
b em eld te Karl i det ven stre Øje m ed Kanten af sin T in ta ller
ken, saaledes at han nu maa gaa forbunden og af F rygt for
ikke (!) at faa Kulde i saadan en Ovenskade paa saa farligt
et Sted a ld eles ikke kan forrette sin T jeneste, hvad som han
uden for Huset er p lig tig at gøre. Jeg v il da h erved udbede
m ig og ganske v ist form ode, at jeg for denne P erson s grove
og uan stæ nd ige B ebrejdelser im od m ig, saa v el som og m od
m in T jenestekarl udøved e V old som h ed , gerne maa nyd e
Sattisfaction .
B laagaard,
Ærb.
d. 21. D ecbr. 1792.
P. Schelund.
Det endte med, at Spisemesteren blev afskediget og
en Enke Gregersen antaget i Stedet for.
De unge Mennesker udarbejdede ofte A fhandlinger
om forskellige Em ner; disse blev sendt til Kommissionen.
E t a f Medlemmerne, Bastholm, skriver klogt til Læ reren,
at h an »med megen Fornøjelse havde læst dem; de over
beviste ham om, at de unge Mennesker undervises til selv
at tænke, og det er, efter m in Tanke, Hovedsagen. F o r
stands-Kultu r er det vigtigste. Der savnes vel endnu a d
skilligt, f. Eks. noget af Lovkyndigheden for saavidt an-
gaar Bondealmuen, noget af Theorien i Landøkonom ien,
noget af N atu rh isto rien , noget mere af den alm indelige
Historie, noget — noget etc., men hertil ud fo rd res flere
Penge. Men jeg h a r den faste Overbevisning, at n a a r F o r
standen ikkun er ble ven udviklet, kultiveret, opvakt til