549 / 587
Fra Brønshøj Kirke og Præstegaard
537
han forloren; Gud ved alting; det smerter os meget at over
levere et saa haabefuldt Barn til Æderne; jeg bekender, at
jeg med Job falder paa Jorden af Skrøbelighed.
Frislerne kom kun lidt til Syne, men blev straks usyn
lige, Feberen holdt ved til 7’ Dag, nu er Kroppen saa hoven
og øm, at man ikke kan røre ham. Ak, ak! Jeg kan ikke
skrive mere, thi jeg er syg.
1766 rasede Sygdommen i Sognene.
Vi have været mange syge, bleven friske og syge igen, og
en Del af de friskeste ere bor'tdøde. Jeg var kommen til Kø
benhavn udi forgangen Uge, men blev hentet strax tilbage,
thi de holder det ikke for nok, at jeg besøger og betjener
dem i deres Svaghed, men jeg skal og staa hos deres Seng,
naar de dør. Vi har efter min indstændige Begæring faaet
Stads-Fysikus Wandler ud til os at besøge vore syge, som
i Hast tog saadan Overhaand med Blodgang, at de bedste
Bønder, som jeg ansaa for de sundeste, var gaaet til Sengs,
og hvor det kom ind udi en Slægt, gik det rundt om i samme
og sprang fra den ene By til den anden, blot fordi de havde
besøgt de syge. Fader, Moder, Datter, Datters Mand og Barn
var syge i Utterslev udi eet Hus, deraf døde de gamle udi
een Uge og stod i een Grav. 3 Gaardmænd, som vare Brø
dre, alle døde udi 6 Uger i en By, Husum. Jeg har mærket,
at de sundeste, som have det sødeste Blod, staa med Fare
udi denne Forraadnelses-Sygdom, som gemenlig slutter med
en raadden Tunge. Wandlers Kur slaar vel ind og hans
Plaster eller Latverge slaar temmelig vel ind, naar den bliver
i Tide appliceret. Gud hjælpe os at agte paa Tiden, at Her
ren kan faa det, han søger hos os. Udi mit Hus ere vi nu
alle friske, men Børnene have været syge.
Nu blev Hersleb imidlertid syg for Alvor, lians
Sygdom varede ca. 1
V
Aar, og egentlig kom han sig
aldrig. »Det værste for mig er, at jeg ikke kan gaa endnu
uden Kæp, som forhindrer mig at gaa op ad Trappen,«
skriver han. 1767 søgte han Præstekaldet ved Vor Frue
Kirke i Trondhjem; Degnen, Mons. Lorenz Holst, var og-
saa Ansøger til samme Post. »Det var ilde, at vi to skulde
saa lige drages om Stykket,« siger Hersleb. •