128 / 136
VI. SIDSTE AAR I THISTED
Den, der skal dø, kære Børn, er saa fattig;
jeg er saa fattig for hele denne dejlige Ver
den, som na i saa mange Aar har været mit
rige, velsignede Hjem, den skal tages fra mig
og min Stol skal staa tom, Døren skal luk
kes paa mig og jeg skal aldng sætte min
Fod der mere. Derfor ser jeg paa Alt med
den Bøn i mit Øje, at det skal holde af mig,
derfor kommer jeg og beder Jer elsk mig med
hele den Kærlighed, I en Gang gav mig
,
for
husk paa, det at mindes, det er al den Del i
Menneskenes Verden, der fra nu af vil være
min. Blot at mindes, slet ikke mer.
(Af „Fru Fønss“ .)
R
e js e n
fra København til Thisted havde anstrengt J. P.
_Jacobsen saa meget, at han i den første Tid absolut
intet kunde foretage sig, hverken læse, skrive Breve eller gaa
Ture; naar det var tilstrækkeligt varmt i Vejret, laa han hele
Dagen i sin Hængekøje i Haven. Hen paa Efteraaret var han
atter nogenlunde kommet til Kræfter, saa godt som det paa
hans Sygdoms nuværende Stadium lod sig gøre, og glædede
sig til sammen med Broderen at indrette en hyggelig Lejlig
hed i nogle Værelser, der før havde været benyttet til Kon
tor. Han begyndte at tale med Broderen om at købe nye
Møbler til et Arbejdsværelse, kunde dog ikke bestemme sig
og spurgte sin Broder: „Synes du i Grunden, det er Uma
gen værd?“ Da William Jacobsen opmuntrede ham til Kø
bet, besluttede han sig ogsaa til det, for, som han sagde, der
var jo ikke noget forgjort i det, og han kunde vel altid faa
lidt Glæde af de nye Møbler, inden han døde. Da han havde
faaet Møblerne, var han ogsaa meget glad for dem, som det
ses af nedenstaaende Brev til Fru Møller.