131 / 136
126
S IDSTE AAR I T H IS T E D
mangen Gang maatte han tilkalde sin Broders Hjælp; kun
de han paa nogen Maade klare sig selv, forlangte han aldrig
Hjælp, han vilde ikke over for andre være ved, hvor syg
han i Virkeligheden var. Han klagede aldrig, selv om et ufri
villigt Udbrud undertiden kunde undslippe ham, som en
Gang han stod ved Vinduet i sin Stue og saa ud over Hav
nen, hvor der gik en lille krumbøjet Mand og lossede Kul
med en Pibe i Munden, da sagde han: „Aa, sikke et Bryst
den Mand maa have, at han kan gaa der og slæbe paa Kul
og samtidig ryge paa Pibe!“ Hvis nogen spurgte Jacobsen,
hvorledes han havde det, svarede han altid: „Tak, jeg har
det godt,“ og lod, som om han intet fejlede. Men for sig
selv skjulte han ikke, hvorledes det stod til; han anskaffede
sig lægevidenskabelige Bøger og anstillede paa Grundlag af
disse Undersøgelser om sin Sygdom. Han kom da til det
Resultat, at den ene Lunge var meget stærkt angrebet, der
imod kunde han ikke rigtig blive klog paa, hvorledes det for
holdt sig med den anden, men havde dog en Fornemmelse
af, at ogsaa den var alvorlig angrebet. Fuld Besked vilde
han have og prøvede derfor paa at narre Sandheden ud af
Lægen, til hvem han en Dag, idet han pegede paa den Lun
ge, han ikke vidste noget om, sagde: „Jeg synes ikke, den
fejler noget“ ; Lægen svarede: „Ja, det er rigtignok den an
den, der er den bedste.“ Saa var Jacobsen tilstrækkelig klar
over sin Sygdom; den stærkt angrebne Lunge var den bed
ste. Han undersøgte paa det omhyggeligste alle Recepter,
før han vilde smage Medicinen; var han ikke tilfreds med
Opskriften, nægtede han paa det bestemteste at bruge det
anordnede Lægemiddel, han kasserede blandt andet en
Gang noget Medicin, hvori der var en større Dosis Morfin,
det var jo til at slaa ham ihjel med, sagde han.
I Efteraaret 1884 og det følgende Foraar kunde Jacobsen