74 / 107
K
JØBENHAVNERNE er nogle mærkelige
M ennesker. De er stolte over deres By,
ja, de elsker den endogsaa. Kun altfor sjæ l
dent gør de sig klart, hvormeget af Charmen
ved Kjøbenhavn, der skyldes de gam le By
deles B ygninger og H u se fra ældre Tider. Med
en vis L igegyldighed ser de den ene gam le,
karakteristiske B ygning efter den anden for
svinde, uden at det— tilsyneladende i al Fald —
gør noget altfor stærkt Indtryk paa dem. M an
gel paa Interesse for deres By er dog ellers
noget af det, K jøbenhavnerne nødigst vil høre
Bebrejdelser for, men de færreste tænker paa,
at vi her i Kjøbenhavn stadig tager op af den
Kapital af gamm el B ygningskunst, vi har staa-
ende i vore Gader og paa vore Pladser.
Sandt nok! Grunde og Bygninger skal for
rente sig; der er for Ejerne af gam le B ygn in
68
ger pekuniære Interesser knyttede til dem, som
de maa tage H en sy n til. Og paa den Konto
er Folk tilbøjelige til at se gennem Fingre med,
at Værdier, som ogsaa de har en Andel i, for
svinder lige for deres Øjne.
Thi Sagen er jo den, at det kunstnerisk
skønne og det historisk værdifulde ved vore
gam le Bygninger er noget, vi alle er fæ lles
om at kunne nyde og glæde os over. Derfor
burde der ogsaa rejse sig en fæ lles Modvilje,
hvergang et godt Stykke gamm el B ygn in g s
kunst bliver os frataget. Men om nogen of
fentlig M ening i saadanne T ilfæ lde er der
egentlig ikke Tale. Provinsbyerne staar paa
dette Punkt over K jøbenhavn.
Og netop nu, da Efterslægtens gam le Gaard
igen er kommen paa Tale, er der virkelig A n
ledn ing for en offentlig M ening til at røre
E fterslæ gtens Gaard, som den oprindelig har set ud.
(R ekonstruktion. J. C. P hilipsen del.)
EFTERSLÆGTENS GAMLE GAARD