253 / 646
i de Løfter, som var Bondebefolkningen givet. Reskrip
tet bestemte nemlig, at kun de frifødte Bøndersønner,
som havde fæstet Gaarde »i samme Tid«, o: siden Fre
derik IV.s Tronbestigelse, vedblev at være frie. Og dette
Reskript lortolkedes yderligere saaledes, at med dets
Udstedelse var ogsaa Fristen til at fæste Gaarde som
frie Mænd udløben. Friheden gjaldt kun for dem, der
var bleven Fæstebønder i Tiden mellem 25. Aug. 1699
og 29. Juni 1703, Dette Reskript gav Anledning til, at
en Mængde Sønner af frie Forældre blev »delte til
Stavns«, som det dengang hed, d. v. s. tvungne til at
tage Bopæl paa det Gods, hvor de var fødte.
Vartovs Bønder har sikkert ikke hørt til de daar-
ligst stillede. Det var altid en Fordel for Bonden at
have Godsejeren saa langt borte som muligt, og her
var jo paa en Maade slet ingen Godsejer og i hvert
Fald ingen Hovmark at dyrke. Naar Hospitalets Bøn
der opfyldte deres lovmæssige Forpligtelser, har de for
øvrigt kunnet leve i Fred for deres fjerne og uperson
lige Herskab. Alligevel viser en Samling af bevarede
Domme og andre Aktstykker fra det 18. Aarhundrede,
at det kun var ved bestandig Tvang, man kunde holde
Bønderne til deres Pligt paa Godset. Forholdet i sig
selv har været en saadan Byrde for Landbefolkningen,
at det maatte føre til stadige Rivninger mellem den og
Herskabet. Og maaske er disse Rivninger bleven sær
lig stærke netop efter Forordningen af 1702. De Bøn
dersønner, som var fødte i den forrige Konges Tid og
derfor fremdeles skulde være vornede, har jo nok følt
Baandet dobbelt snærende, naar de saa deres lidt yngre
Standsfæller vokse op i Besiddelse af en Frihed, som
man i hvert Fald i Begyndelsen dog troede var noget
værd. Og paa den anden Side har de, som var født
vornedfrie, sikkert haft Vanskelighed ved at forsone sig
Vartov Hospitals vornede og stavnsb. Bønder i det 18. Aarh. 2 4 7