251 / 646
Vartov Hospitals vornede og stavnsb. Bønder i det 18. Aarh. 2 4 5
og Udskrivningen af dem var ordnet saaledes, at der
af hver 20 Tdr. Hartkorn skulde stilles en Soldat.
De udskrevne vedblev at bo hjemme paa Landet, hvor
ogsaa Eksercitsen og Øvelserne fandt Sted. Men i
de 6 Aar, Tjenestetiden varede, maatte Soldaten ikke
forlade det Sogn eller det Lægd, hvorfra han var ud
skrevet.
Disse to Forordninger gav i Forening Herremanden
en ny og skæbnesvanger Magt over Bondebefolkningen.
Som Hartkornsejer var han interesseret i at holde de
unge Karle tilbage paa sit Gods for at kunne stille de
fornødne Soldater; som Husbonde var det ham, der
kunde give eller nægte dem Pas og Tilladelse til at
flytte. Baade Muligheden for Misbrug og Fristelsen der
til var altsaa i høj Grad til Stede; og de to Forordnin
ger blev da ogsaa saaledes udnyttede af Herskabet, at
selve Konseillet i en Forestilling til Kongen i 1730
kunde bruge de stærke Ord, at den nye Tvang var lige
saa stor, om ikke større end den gamle, »og var altsaa
ikkun Navnet af Vornedrettigheden ophævet, men i
Gerningen og i sig selv blev Mandskabet mere bundet,
end det nogensinde tilforn havde været«.1)
Og denne nye Ufrihed, som til en Begyndelse vel
nok skyldtes Herremændenes Overgreb og Forordnin
gernes Misbrug, blev kort efter lovfæstet og yderligere
skærpet ved Forordningen af 4. Febr. 1733, som man
plejer at regne for S t a v n s b a a n d e t s egentlige Begyn
delse. Efter denne nye Forordning maatte ingen Bon
dekarl i Alderen fra 14 til 36 Aar forlade det Gods,
hvortil han hørte. Senere blev han bundet fra det 9.
til det 40. Aar, og tilsidst begyndte Stavnsbaandet end
og med det fyldte fjerde Aar. Og da det saa tillige var
bleven paabudt, at Bondekarlen, selv efter at han havde
J) Hist. Tidsskrift 5. Række V. 594.