576 / 646
570
Hesten og Løven i Kongens Have
haft den i den Skikkelse, som den kom fra hans Haand,
vilde vi sikkert have fundet hans Opfattelse af Sagen frem
sat her. Men til hans store Sorg og Ærgrelse var det
blevet overladt den kritiske og lærde Hans Gram at gen-
nemgaa hans Arbejde, for at der ikke »skulde indløbe
noget, der stred mod den historiske Sandhed.«
Naar vi derfor i Slanges, af Gram gennemsete og
udrensede Christian IV.s Historie ikke finder mindste
Spor af den Opfattelse, som han fremsætter her i
Brevet, men derimod finder - Hertugens Forræderi om
talt, om end i de lempeligste Udtryk: »at Kongen maatte
fornemme, at hans tidligere Ven, Hertug Georg af Bruns-
vig-Lyneborg, uden at lade ham det vide, lod hverve store
Troppestyrker og paa Forespørgsel uden Omsvøb er
klærede, at han nu var traad t i Kejserens Tjeneste« —
skyldes det utvivlsomt Grams Indgriben. Her ha r været
et af de mange Steder i Bogen, hvor han med fast Haand
og under Slanges Jamren bortskar, hvad der ikke stem
mede overens med den historiske Sandhed. Af den Slags
var der meget, særlig i Værkets III. Bind, Perioden 1613
—1629, hvor — efter Grams egne O r d x) — »urigtige
narrationes og Fejl af adskillige Slags hafver indfundet
sig i saadan Overflødighed«, at han ha r maattet skære
en Mængde bort.
Slanges Beretning om, at han har været Øjenvidne
til, at Anthon Meibusch har stukket Medaillen i 1691,
kunde ikke gaa for historisk Sandhed i Grams Øjne. Det
ha r faldet ham, som det falder os i vore Dage, vanskeligt
at tro, at Udlændingen Anton Meibusch i 1691, to Menne
skealdre efter Brunsvigerens Troløshed, paa en Tid, hvor
der ikke var noget Menneske uden for de Lærdes snævre
*) Se Brev fra Hans Gram til Slange Nr. 42, hvor det ydei’ligere
hedder: »Det gaar ej helleran, at, fordi man nu om Dage almindeligen
verserer i stor ignorantia af vore Historier, man derfor skal blifve
det alletider i vort Land.«