HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

572

Hesten og Løven i Kongens Have

Slanges Udtalelse om Indskriften paa Medaillen gi

ver sikkert Nøglen til hans mærkelige Optræden. Han

kalder det »et dejligt Distichon« og finder det saa uskyl

digt, »at det ikke giver ringeste Aarsag til at tro den usand

færdige Snak, som derom var udspredt«.

Det er mildest talt en dristig Paastand. Thi Fo r

holdet er i Virkeligheden det, at man ikke let skal kunne

finde Danmarks (Løvens) Hanne over Brunsvigs (den

hvide Hests) Forræderi mere kraftigt og bestemt udtalt

end i disse to Linier. Det er den skønneste Bekræftelse

paa det Rygte, Slange betegner som Løgn og Tant og

Snak, og som han skammer sig ved at omtale.

Hans mærkelige Beretning maa ses i Belysning

af den Forbitrelse, der greb den gamle Mand, da Hol

berg fremsatte det af ham saa overlegent behandlede

Rygte som en historisk Kendsgerning. Og det samtidig

med at han selv, hvad der næppe kan være Tvivl om,

i sin — endnu ikke af Gram udrensede — Christian IV.s

Historie i Lighed med Fremstillingen i hans her gengivne

Brev har afvist det som pure Snak.

Men hvor meget mere maa det da ikke have ærgret

ham, at Gram, om end i forsigtige Udtryk, i hans eget

Værk tager samme Standpunkt som Holberg!

Slange var en myndig Mand, med store Tanker om

sig selv og sine fædrelandshistoriske Kundskaber. Han

var nu en gammel Mand, næsten 80, og har sikkert været

baade pirrelig og paastaaelig. Hans Opvækst var faldet i

Enevældens Barndom, og han har sikkert i underdanig

arveundersaatlig Ærefrygt set op til og beundret den

welferstolte, hævn- og herskesyge Dronning Sophie Ama

lie. I hendes Tid vilde det været Majestætsforbrydelse

at tale om Forræderi begaaet af hendes Fader. Og saa-

ledes følte han det endnu i sin høje Alderdom. Hvad der

var god Latin i hans unge Dage, skulde gælde endnu, —