I Særdeleshed var Organisationens daværende Formand E. Rasmussen og Sekre
tær E. Østerbye utrættelige i Arbejdet lor at holde Sagen »levende«. De frem
holdt herunder Gang paa Gang de økonomiske Konsekvenser Sagens Løsning
vilde indebære for saavel Kommunen som Kollegerne. Den lavere Afgangsalder
medfører jo nemlig for Personalet en mindre Indkomst, fordi Pensionen —hvor
vel aflagt denne arbejdsfrie Indtægt end er — dog er lavere end Lønningsind
tægterne. Samtidig betyder den for Kommunen —Arbejdsgiveren — en Merud
gift, som tilstrækkelig motiverer dennes Interesse i at faa det mest mulige ud af
Personalets Arbejdskraft, inden Pensionering finder Sted. Disse økonomiske
Konsekvenser af den tidligere Pensionering turde være en tilstrækkelig Garanti
for, at Personalet ikke uden vægtige Grunde begærer lavere Afgangsalder.
Der skal ikke her gaas nærmere ind paa alle de Grunde, som i Tidens Løb
har været anført til Gunst for den ønskede Ændring; det rækker med at kon
statere, at Ønsket først og fremmest har sin Aarsag i Brandmændenes egne Er
faringer om det med Tjenesten forbundne Arbejdes særlige Karakter samt at
Brandvæsenets svageste Punkt netop er Udrykningspersonalets høje Alder. Der
til kommer den Kendsgerning, at Afgangsalderen for Brandfolk i andre Lande
er endnu lavere, og at Brandvæsenets Ledelse var fuldt indforstaaet med, at en
Nedsættelse af Afgangsalderen vilde være af gavnlig Betydning for Brand
væsenet.
i ! $
1 Aarene indtil 1937, hvor Vedtægten indeholdt den foran omtalte Bemyn
digelse for Kommunalbestyrelsen til ved særlig Beslutning at kunne indrømme
visse Klasser af Tjenestemænd en tidligere Afgangsalder end den almindeligt
gældende, gjorde Organisationen og Forbundet sig Haab om at opnaa Imøde
kommenhed. I dette Haab blev vi Gang paa Gang skuffet, og ved Vedtægtsrevi
sionen i 1937 bortfaldt Bestemmelsen helt. Den fik saaledes aldrig nogen prak
tisk Virkning saa længe den stod paa Papiret, hvad der naturligvis var egnet til
at bibringe os yderligere Betænkeligheder med Hensyn til Mulighederne for en
snarlig Gennemførelse. At en saadan maatte komme, opgav vi dog aldrig Troen
paa.
I Forbindelse med Vedtægtsrevisionen i 1946 for Pensionsbestemmelsernes
Vedkommende blev Sagen heller ikke løst i første Omgang, men blev udskudt til
Behandling sammen med en Række Ændringer af Vedtægtens Bestemmelser
i øvrigt. 1 1947 kom Løsningen saa omsider efter mange Betænkeligheder fra
Kommunalbestyrelsens Side og direkte Modstand fra konservativ Side. Den her
efter i Vedtægten indsatte Bestemmelse gaar ud paa, at Brandmestre, Reserve-
brandmestre og Brandmænd ligesom Personale ved Sygepleje- og Plejergerning
er pligtig til at afgaa ved Udgangen af den Maaned, i hvilken det fyldte 65. Aar
naas, og de paagældende kan forlange Afsked eller kan afskediges ved Opnaa-
else af 60 Aars Alder. Hertil knytter sig samtidig en særlig Bestemmelse om, at
ved Pensionsberegning regnes hvert Tjenesteaar efter det Tidspunkt, da Pen
sionsalderen er 15 Aar, for D/s Aar. Det betyder, at fuld Pension ydes ved Af