147 / 269
tive, altsaa i Forholdet 3 til 2. Om dette Forhandlingstilsagn udtalte Borgmester
Hedebol oven i Købet frimodigt ved Sagens Forelæggelse i Borgerrepræsentatio
nen den 8. Juli 1937, at det var ganske alslaaet, idet det drejede sig om Forhold,
som det var umuligt at overskue, og som man derfor i enhver Flenseende maatte
tage Forbehold overfor.
Det allervigtigste for vort Vedkommende var saaledes droppet, hvilket natur
ligvis langt fra skabte Ro om Sagen. Der maatte et Borgmesterskifte til, inden
den kunde løses, og et saadant kom da ogsaa som tidligere omtalt pr. 1. April
1938.
I Juni s. A. forhandlede Forbundet med den nye Overborgmester (Viggo
Christensen) om det af vor Organisation fremsatte Krav, som imidlertid i første
Omgang afvistes under Henvisning til Kommunens stærkt belastede Økonomi.
Forhandlingerne genoptoges i Januar 1939, og nu opnaaedes omsider Enighed
om at Tillægsgodtgørelsen skulde ydes til Brandpersonale for Halvdelen af T i
merne. Vi fastholdt indtil det sidste, at man i det mindste for Telegrafisternes
Vedkommende burde imødekomme vort Krav fuldt ud, men naaede ikke læn
gere end til at faa
Ret til at paatale enkelte Tilfælde, hvor Tjenesten er sarlig
effektiv.
I Indstillingen til Borgerrepræsentationen blev Tilsagnet udtrykt paa
den Maade, at saafremt der ved Nyordningen maatte forekomme Misforhold,
sammenlignet med den hidtil gældende, maatte Spørgsmaalet rejses af Organi
sationen, og Magistraten vilde da være villig til at tale om Tingene.
Nyordningen fik Virkning fra 1. April 1939, og som et første Skridt paa
Vejen til at raade Bod paa en gennem mange Aar begaaet Uret mod os, blev
den modtaget med relativ Tilfredshed. Vi har Grund til at være Brandvæsenets
Ledelse taknemlig for dens Bidrag til Reformens Gennemførelse, og der er ikke
Tvivl om, at det for begge Parter var kærkomment, at man kom bort fra det
hidtidige omfattende Regnskabssystem med skriftlig daglig Opgivelse af hver
enkelt Mands Arbejde, hvor bagatelagtigt det end var. Der var skudt en Breche i
de hidtidige Mure, var gjort en god Begyndelse paa Vejen mod det endelige
Maal. I Penge betød det for Brandmænd en gennemsnitlig aarlig Forhøjelse
med ca. 150 Kr. og for Reservebrandnrestre m. fl. noget mere.
I Henhold til det foran omtalte Tilsagn sammenholdt med den Omstændig
hed, at Telegrafisternes Arbejde forøgedes mere og mere i Krigens Aar, saa
ledes at den hidtidige Beregning ikke længere dækkede de virkelige Forhold ved
denne Tjeneste, lykkedes det omsider Organisationen med Brandvæsenets fulde
Medvirken og med Virkning fra 1. April 1943 at faa noget haandgribeligt ud
af det omhandlede Tilsagn, ved at faa tillagt de paa Bistationerne tjenst
gørende Telegrafister Godtgørelse for to Trediedele af Timerne indenfor for
skudt Arbejdstid. Den derved opnaaede Forhøjelse androg paa daværende Tids
punkt ca. 120 Kr. aarlig pr. Mand.
Om Beregningsgrundlaget for Tillægsgodtgørelsen bør desuden bemærkes, at
ifølge Bestemmelser berørtes Tillægget ikke af Ændringer i Reguleringstillæg-
145