146 / 269
sentationen nedsatte et Udvalg til nærmere Undersøgelse, og i sit Møde den 10.
Februar 1921 vedtog Borgerrepræsentationen en Indstilling Ira Udvalget, hvor
efter Tillægget skulde ydes til Staldvagter og Skildvagter ved Brandvæsenet med
Virkning fra 1. Februar 1921. Denne Ordning var dog langt fra tilfredsstillende.
For de første 5 Kvartaler udbetaltes til Brandmænd et samlet Beløb paa kun 75
Kr. for al forskudt Tjeneste udført i dette Tidsrum, og saa blev der endda fra
draget forholdsvis for Fraværelser paa Grund af Sygdom.
Organisationen og Forbundet gjorde utvivlsomt hvad de formaaede for at
naa hvad Brandpersonalet havde rimeligt Krav paa; men Spørgsmaalet er, om
man ikke burde have været mere haardhændet; i hvert Fald er det en Kends
gerning, at Københavns Politiforening under Trusel om Arbejdsnedlæggelse fik
Tillægsgodtgørelsen udbetalt omgaaende (Betalingen var ogsaa for Politiets
Vedkommende tilbageholdt efter det første Kvartals Forløb) og for samtlige for
skudte Timer. Derved opstod det grelle Forhold, at Politibetjenten, som sad i
Vagtstuen under Dele af sin Tjeneste, fik Vederlag for samtlige Tjenestetimer,
mens Brandmanden kun fik Betaling, naar han traadte i Funktion ved Alarme
ring og andet saakaldt effektivt Arbejde. —Ved Forhandling mellem Brandche
fen og Organisationen opnaaedes efterhaanden Enighed om fikserede Afreg
ningstider for Udførelsen af en Række dagligt forekommende Stationsarbejder.
Senere indførtes Regnskabsbøger, som hver enkelt Mand skulde føre, og som
det paahvilede Brandmestrene at føre Kontrol med, at Opgivelserne om Arbej
det var rigtige. Det var et baade besværligt og kostbart administrativt System i
Forhold til de faa Penge, det gav Personalet — og det var ikke fri for at virke
demoraliserende. Af disse Grunde fremkom Organisationens daværende For
mand, E. Rasmussen, med den Tanke, at Tillægsgodtgørelsen principielt burde
ydes for alle forskudte Timer uden Begrænsning, subsidiært i et nærmere fast
sat Beregningsgrundlag mellem ikke fuldt effektive Timer og effektive. Denne
Tanke drøftedes i 1930’erne med Brandvæsenets Ledelse, der udtalte sin Sym
pati for en Nyordning efter disse Linier, naar Tiden maatte vise sig belejlig
dertil.
I Forbindelse med Forberedelser til Lønreformen i 1931 tog Forbundet paa
ny Sagen op, men Arbejdet med Lønsagen gik i Staa i 1932 og kom først i Gang
paa ny i Januar 1937. Forbundet fremsatte da Krav om, at alle, der havde for
skudt Arbejdstid fik Adgang til det herfor fastsatte Tillæg, samt at den 1200
'limers Maksimumsgrænse ophævedes. Forhandlingerne herom resulterede i, at
Maksimumsgrænsen paa 1200 Timer ophævedes, at Tillægget fortsat fastsattes
til 25 pCt. af Timelønnen, beregnet efter
normeret
Begyndelsesløn (Regulerings
tillægget ikke medregnet), mens Kravet om, at
alle,
der havde forskudt Arbejds
tid, fik Adgang til Tillægget afvistes, til Trods for at der fra Finansborgmester
Hedebol under Forhandlingerne om selve Lønsagen var givet Tilsagn om vel
villig Forhandling om et af vor Organisation fremsat modereret Krav om Ydelse
af Tillægget, saaledes at 12 ikke fiddt effektive Timer regnedes lig 8 effek