152 / 269
gistrat, der havde vedtaget at stille den i Bero. Denne Behandling al et i en
hver Henseende berettiget og forsvarligt Krav fandt saavel Forbundet som Or
ganisationen dog var lovlig morsom, og man besluttede at rejse Sagen paa ny
med al Energi. Paa dette Tidspunkt var der tillige kommet et nyt Krav til, der
ganske vist ikke var af økonomisk Betydning, og heller ikke alene omfattede
Brandmændene, nemlig Afskaffelse af Numrene paa Uniformerne. Magistraten,
med hvem dette Spørgsmaal forhandledes flere Gange, vilde ikke gaa med til at
afskaffe denne taabelige Fortidslevning i fredelig Forstaaelse med Organisatio
nerne, og da Forbundet heller ingen Vegne kunde komme, besluttede man at
rette Henvendelse til den daværende Formand for den socialdemokratiske Grup
pe i Borgerrepræsentationen, den senere Statsminister Th. Stauning. Denne
lovede, beredvillig som altid, at give Forbundet en Haandsrækning, ligesom han
lovede at støtte et Krav om, at der for Teatervagter m. m. blev ydet samme Be
taling, som andre Tjenestemænd i samme Lønklasse fik.
Af denne Grund tilskrev Forbundet Magistratens 4. Afdeling et motiveret
Andragende, hvori krævedes, at Betalingen for Brandmændenes Teater- og Eks-
travagter fra 1. November 1918 forhøjedes til samme Beløb (1 Kr. 25 Øre), som
af Magistraten var fastsat for budgetmæssigt lønnede øvrige Tjenestemænd i
samme Lønklasse. Resultatet af Staunings Indflydelse paa denne Sags Afgørelse
fremkom i en Skrivelse fra Magistratens 4. Afdeling den 8. Februar 1919, hvori
meddeltes, at Borgerrepræsentationen havde tiltraadt Magistratens Indstilling
om, at Betalingen for de omhandlede Vagter fra 1. September 1918 forhøjedes
med 25 pCt., hvorefter Vederlaget blev 1,08 Kr. pr. Time for Brandmænd. Det
25 pCt.s Tillæg, som oprindelig var krævet i September, blev saaledes alligevel
gennemført med tilbagevirkende Kraft. Forskellen var blot den, at Kommunen
nu kom til at betale Pengene af sin Kasse i Tiden indtil 1. Januar i Stedet for,
at det burde have været Teatrene; men da disse betaler Regningen for udført
Vagttjeneste Maaned for Maaned, kunde man naturligvis ikke sende en ekstra
Regning saa længe bagefter. Magistratens Stædighed gav sig saaledes her et alt
andet end heldigt Udslag, fra hvilken Synsvinkel man end ser Sagen, og for
begge Parter vilde det have været nok saa godt, om man i Tide havde lyttet til
Forbundets alvorlige Henstillinger, og var gaaet med til at behandle Brandper
sonalet ligesom øvrige Tjenestemænd.
Organisationens principielle Krav om samme Overarbejdstillæg som øvrige
Tjenestemænd i samme Lønklasse, blev, som det ses, ikke gennemført ved denne
Lejlighed, men ved de Forhandlinger, der var ført, var der opnaaet Vished for,
at denne Indrømmelse vilde blive givet fra 1. April 1919. Det viste sig ogsaa at
holde Stik, idet Overarbejdsbetalingen fra denne Dato blev fastsat til 3 Kr. 20
Øre for Reservebrandmestre m. il. og til 2 Kr. 50 Øre pr. Time for Brandmænd.
Den sidstnævnte Sats var udregnet efter en Arbejdsmandsløn paa I Kr. 50 Øre
pr. Time med Tillæg af
662/3
pCt., og paa tilsvarende Maade var Satsen for
øvrige Lønklasser fastsat. Denne Sag fik saaledes en i enhver Henseende tilfreds
150