232 / 269
det i Aarene under Besættelsen, i 1940—45. Jeg siger tvivlsomme Fornøjelse, idet
enhver, der h ar fulgt med i denne Periode, jo er vidende om, at det i denne
Periode var et noget vanskeligt og delikat Hverv at udgive trykte Meddelelser
af enhver Art, for det første fordi det var vanskeligt at skaffe interessant Stof,
naar alle Forbindelser med Omverdenen var lukkede, og for det andet fordi
næsten alt, hvad der eventuelt kunde skaffes af Interesse, var fo rbud t Gengivelse
af Censuren. Saa godt som hver Maaned fik alle R edaktører tilsendt »fortrolige«
Meddelelser om, hvad der ikke m aatte refereres, og hvorledes det tilladte maatte
sættes op. Men ogsaa i disse trange Aar udkom »B randmanden«, og de »fortro
lige« Meddelelser staar nu i Reolen som M indelser om denne T id , hvor Presse
friheden var knægtet, naar m an lige undtager den illegale Presse.«
Den nuværende R edaktør Leo Kroner, der blev Afløser af Akilles Jensen,
tiltraad te i April 1946. Hans Indsats maa det tilkomme E ftertiden at bedømme.
Elan har h id til ikke stødt i Basun, m en synes at have en meget koncentreret
Udtryksform for sine egne Bidrags Vedkommende. Desuden h a r h an Efterkrigs
tidens Papirrestrik tioner at slaas med. — Fo rhaabentlig er dette en forbigaaende
Vanskelighed, saaledes at Kroner, der h ar T id en for sig, faar Lejlighed til at
fremstille et alsidigt og interessant Medlemsblad, der ikke lader dets Læsere
ligegyldige.
»Brandmanden« er forlængst blevet et væ rdifuldt Organ, som O rganisationen
ikke kan undvære. H er iltes Foreningsblodet, og her h ar vi et T ale rø r ud til
Omverdenen og et Vaaben, der ejer en betydelig Slagkraft, naar det bruges rig
tigt. Betydningen vokser i samme Omfang, R edaktøren form aar at løse sin an
svarsfulde Opgave. »Brandmanden«s F ortid borger for, at vi trygt kan se det
kommende i Møde saa længe T roskab og Idealisme præger A rbejdet.
Udsyn og Kontakt over Grænserne
F n Side af O rganisationens Virksomhed, som ikke bør forbigaas ved 50 Aars
Jubilæ et, er det Samarbejde, der i Aarenes Løb har fundet Sted med ud en lan d
ske B roderorganisationer. En livskraftig O rganisation maa aldrig blive sig selv
nok. Indkapsling betyder ikke Styrke, hverken n ation alt eller internationalt. Det
har da heller aldrig været den alm indelige Opfattelse i vore Rækker, og Kon
sekvensen heraf er, at vi h ar fulgt Parolen: Ud af Isolationen og ind i Samvirke
med de O rganisationer, vi h ar Maal og Opgaver tilfælles med. I rigtig Erken-
kendelse af, at det er sundt at se sine egne V induer udefra, og at vi var en
Stand, der ikke var indesluttet af nationale Grænser, men havde fælles Interes
ser med alle Fagfæller, og at man kunde lære af h inanden og hjælpe hinanden,
230