239 / 269
B randchef Liisberg kom det til et meget skarpt Sammenstød mellem denne og
lpsen, og for ikke at virke skadende for Organisationen, trak Ipsen sig tilbage i
J u li 1910, hvor han afløstes af O rganisationens daværende Sekretær O. L u n d
strøm.
L undstrøm var en meget evnerig og energisk Mand, der udførte sit Hverv
til alles T ilfredshed, men det blev ham ikke beskaaret at fungere ret længe. H an
døde efter en O peration faa M aaneder efter at han var valgt til Formand.
O rganisationens niende Form and blev Reservefører Vald. Sørensen. Hans
Væsen var præget af stor G rundighed og Soliditet, og han udførte et dygtigt
Arbejde, som i m angt og meget bar Frugt i den vanskelige T idsperiode, hvor
Liisberg var Brandchef. H an forfremmedes i 1912 til Sprøjtefører og overgik
dermed til en anden O rganisation. Sørensen døde i November 1930 i en Alder
af kun 54 Aar efter en kort l ids alvorlig Sygdom.
Sørensens Efterfølger, altsaa Organisationens tiende Formand, blev B rand
m and A. C. Jørgensen. Man tager næppe Fejl, naar m an siger, at Jørgensen
havde et Tem peram ent, der var lige modsat hans Forgængers. H an sagde sin
M ening ren t ud, men var ikke nogen rolig eller smidig Forhandler. H an ejede
dog en tilstrækkelig Sejghed og Evne til at skaffe R esultater i en Række af de
Sager, h an førte frem, til T rods for at hans Forhold til Brandchefen var præget
af mange R ivninger og Skærmydsler. Paa G rund af private Forhold trak Jø rgen
sen sig tilbage fra Formandsposten i 1914, men var i senere Perioder Medlem
af Bestyrelsen, i en kort Aarrække tillige Næstformand. H an avancerede til
Reservebrandmester og afgik fra Korpset paa G rund af A lder i Oktober 1942.
I 1914 ved Jørgensens Afgang som Form and valgtes Vilh. Ipsen atter til
O rganisationens Førstemand — denne Gang for en Periode af ikke m indre end
knapt 13 Aar. A t beskrive Ipsens Indsats og Virke for Brandfolkenes O rganisa
tion vilde være det samme som at opridse et fyldigt Kapitel af dens H istorie. Da
dette er gjort paa anden Plads i dette Skrift, maa vi lade de dér beskrevne R e
sultater tale, th i det er en Selvfølge, at Ipsen har den- allerstørste Andel i den
opadgaaende Udvikling, som i særlig G rad naaedes i den nærmest følgende T id
efter den første Verdenskrigs Ophør. Det er lige saa selvfølgeligt, at en Mand
ikke i en saa lang Aarrække vælges til Organisationens Form and uden at være i
Besiddelse af de særlige Evner, der er nødvendige for paa tilfredsstillende Maade
at varetage denne T illidsmandsgerning. N aar Ipsen formaaede at røgte dette
Hverv til Kollegernes T ilfredshed, skyldes det ikke m indst hans personlige
Egenskaber, den T illid han var i Stand til at skabe om sig, den Tryghedsfølelse
for at h an selv i de vanskeligste Situationer vilde styre Roret med fast og sikker
Haand. Ogsaa i videre Kredse vistes der ham T illid , saaledes inden for Dansk
K omm unalarbejderforbund, hvor han i Aarene 1916—18 og igen fra 1920—27
havde Sæde i Forretningsudvalget og ydede en Indsats til Varetagelse af ogsaa
Forbundets Interesser. I Slutningen af 1926 forfremmedes Ipsen til Brandmester
og fratraadte derfor Formandsposten ved Organisationens førstkommende Gene
237