8 / 269
Ilden er i T idens Løb blevet baade velsignet og forbandet. Den er sat i
Klasse med Guder, og den er sat i Klasse med det modsatte. Den har saaledes
repræsenteret de mest yderliggaaénde Sider, men efterhaanden som Mennesket
naaede frem i K ultur, ophørte det overtroiske Syn paa Ilden mere og mere. Men
det Forhold, at Ilden er nyttig sam tidig med at den er farlig, er endnu — trods
den mest udviklede K u ltu r og Videnskab — en ubestridelig Kendsgerning. Hver
Fam ilie rnaa ty til Ilden og faa den til at blusse i deres Huse, — i gamle Dage
paa Ildstedet, nu i Kakkelovnen, i Gasovnen, paa Petroleum sapparatet, C igar
tænderen og K rølleapparatet. De elektriske A pparater er Ildens maskerede Ud
løbere, — og Lynet er selve den store Ildsvøbe fra H im len. I T u sind er af Aar
vovede in tet Menneske at tænke, at menneskelig Snille en skønne Dag skulde
kunne »aflede« Lynet.
Da det lykkedes U rmennesket at gøre Ilden til sin T jener, var det naaet op
paa det første T rin , der hævede det op over Dyrets Stade. U rmennesket er
kendte, at Ilden kunde være til dets Gavn, — dels ved at afgive Varme — dels
ved at holde vilde Dyr borte fra Lejren. Senere erkendte man ogsaa Ildens
Nytte ved T ilberedn ingen af den Mad, man h id til havde m aattet nyde i raa
T ilstand. Men sam tidigt erkendte man ogsaa, at Ilden kunde blive skæbnesvan
ger saavel for Mennesket som for de øvrige levende Skabninger, hvis den fik
Lov at brede sig uh ind ret. Ud fra denne Erkendelse opstod Forldberen til
Ildens Bekæmpelse, nem lig
Ildens Bevogtning.
Ilden har været Menneskets trofaste Ledsager lige til den Dag i Dag.
Ildens Væsen skildres rammende af den store D igter
Schiller
i Verset:
»
Velgørende er Ildens Magt, naar Mennesket den tremmer og bevogter,
og hvad vi skaber og udretter, det skylder vi denne Himmelkraft.
Men pyg telig bli’r Kraften, hvis den frigør sig for Lænkerne
og følger egen Drift — Naturens vilde Datter
.«
Ildens Nytte — saa længe den er bastet og bundet — er velkendt, men ogsaa
de Rædsler, dette løsslupne E lement har bragt over Menneskene, er bevaret
for os i H istorieskrivningen. T il alle T id e r har der været Tilfæ lde, hvor Men
nesket selv h ar sluppet Ilden fri for at benytte den som Vaaben mod sine
Medmennesker, enten i forbryderisk eller krigerisk Øjemed. Den ældste H isto
rieskrivning — Bibelen — viser os, hvorledes Gud selv brugte Ilden til at straffe
Menneskene. Som bekendt lod han Ild og Svovl regne ned over det syndige
Sodoma og Gomarrha.
T rod s den omhyggeligste Bevogtning af Ilden har der været og vil der altid
komme T ilfæ lde, hvor Ilden bryder Menneskets Herredømme og breder sig
utøjlet. Af denne G rund opstod i T ilslu tn ing til
Bevogtningen
af Ilden — om
end paa et ret sent T id sp u n k t —
Bekæmpelsen
af Ilden, lidsluknings — eller
som vi kalder det,
Brandvæsenet.
6